Stijn Spierings er ny mand på Vestegnen
28.08.2024 19:59
Brøndby IF kan offentliggøre, at man har indgået en tre-årig kontrakt med den hollandske midtbanespiller Stijn Spierings, som skifter til klubben fra franske RC Lens.
Den 28-årige hollænder kom som ung gennem AZ Alkmaars akademi i hjemlandet, mens han i de seneste sæsoner har tilbragt tilværelsen i fransk fodbold.
Sportsdirektør Carsten V. Jensen fortæller om tilføjelsen af Spierings til truppen:
- Stijn er en spiller med en stærk tilstedeværelse på midtbanen. Særligt hans tid i fransk fodbold har givet ham solid erfaring fra højeste niveau, og vi er overbeviste om, at han med sine evner vil tilføre os kvalitet. Vi glæder os nu til få ham til klubben og få sendt ham på træningsbanen med sine nye holdkammerater.
Den hollandske midtbanespiller glæder sig ligeledes til at træde til i Brøndby IF og fortæller følgende om sit skifte til Vestegnen:
- Jeg er meget glad for at have skrevet under med Brøndby IF. Jeg ser frem til at kunne bidrage med mine erfaringer og hjælpe holdet til at spille med i toppen af Superligaen og jagte europæisk fodbold i de kommende år, fortæller Spierings, inden han sætter ord på sig selv, og hvad fansene kan forvente at se på banen.
- Som person er jeg ambitiøs og altid fokuseret på at forbedre mig selv og mine omgivelser. Jeg elsker at være en del af et hold, hvor sammenspil og hårdt arbejde står i centrum. Jeg ser mig selv som en teknisk stærk midtbanespiller, der nyder at tage ansvar både defensivt og offensivt. Jeg forsøger altid at skabe balance på holdet, hvor jeg kan bidrage med både mit pasningsspil, overblik og viljen til at vinde.
Spierings får rygnummer 6 og slutter sig til Brøndby-truppen i de kommende dage, mens han forventes at deltage fuldt i træningen fra næste uge.