Nederlag i første kamp mod Legia Warszawa

08.08.2024 18:57

Torsdag aften krydsede vi klinger med det polske storhold Legia Warszawa på Brøndby Stadion i første af to opgør i tredje kvalifikationsrunde til Conference League.

Opgøret begyndte meget forsigtigt, hvor de to mandskaber fik lov til at se hinanden an. Vi havde overtaget på bolden og fordelte den rundt i forsøget på at finde huller i Legia Warszawas defensiv, der stod solidt og dybt fra start.

I det 19. minut kom vi foran i opgøret, efter en flot aflevering af Clement Bischoff fandt Filip Bundgaard i feltet, der tog bolden med i sit løb og hamrede den ind ved fjerne stolpe. 1-0 i kampen.

Polakkerne fik dog svaret hurtigt igen i opgøret, da et indlæg fra højre fandt angriberen Tomas Pekhart, der pandede udligningen i kassen.

Med ti minutter tilbage af halvlegen kom vi dog igen i front i opgøret. Denne gang med Filip Bundgaard i oplæggerrollen. Den unge offensivspiller bliver sendt fornemt i dybden, hvor han fra baglinjen sender et knivskarpt cutback ind til Mathias Kvistgaarden, der med indersiden sender kuglen i mål.

Den stilling holdt til pause, og vi kunne således gå i omklædningsrummet med en føring på 2-1 i kampen.

Stor fejl blev afgørende 
Starten af anden halvleg var mere jævnbyrdig, hvor vi begge mandskaber skiftedes om at være i boldbesiddelse.

Med 20 minutter tilbage af opgøret udnyttede Legia Warszawa en stor fejl i vores opbygning, hvor Luquinhas blev spillet helt fri foran mål og kunne nemt sende udligningen i kassen bag en chanceløs Patrick Pentz.

Med få minutter tilbage af opgøret bragte gæsterne sig så også foran i opgøret på et kontraangreb. Målscorer Ryoya Morishita.

Det resultat holdt til slufløjt, og vi måtte derfor inkasserer et 2-3-nederlag i første duel mod polakkerne på Brøndby Stadion.

Du kan få reaktioner på kampen og se highlights på Brøndby TV.