Longread: Cheftræner Jesper Christiansen ser frem mod U19-sæsonstart

16.08.2024 09:38

Lørdag skydes den nye sæson i gang for vores U19-talenter, der tager hul på U19 Ligaen hjemme på Bane 2 mod Silkeborg IF, hvor der er kampstart kl. 12:00.

I den forbindelse har vi taget en snak med cheftræner Jesper Christiansen, der er trådt til i rollen fra den nye sæson, om opstarten og den første tid som cheftræner for U19-talenterne.

Når snakken falder på Jesper Christiansens tiltrædelse som U19-cheftræner, fortæller han om den fordel der ligger i, at han allerede har et år på bagen på U19-holdet som assistenttræner for Menno van Dam.

- Det har helt klart været en fordel, at man ikke skal ind og lære et helt nyt sted at kende som cheftræner. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik lov til at være her et års tid inden. Jeg tror på, at relationen er bærende i forhold til spillerne, og derfor tror jeg helt klart også, at det har været en fordel, at vi har bygget relationer over et år nu, inden det så blev mig, der fik denne rolle.

- Man er involveret i flere beslutninger, der skal træffes, og på den måde er der hele tiden flere folk, der trækker i dig, men det er en præmis. Det er ikke sådan, at jeg ønsker det skal være anderledes, jeg skal bare lige vænne mig til det, fortæller Jesper Christiansen.

Vil ikke ændre udtrykket
Cheftræneren har intentioner om at fastholde og bygge videre på den spillestil, U19-holdet praktiserede i sidste sæson under Menno van Dam med pres, kontrol og et offensivt mindset. Det hører under værdierne i klubben, og det passer Jesper Christiansen ganske god.

- Vi har ikke nogen intentioner om at ændre udtrykket på banen, fordi vi på mange møder synes, at det passer rigtig godt ind i de værdier, som der er i klubben. Vi vil gerne være i kontrol, presse vores modstandere, være opportunistiske og gerne vil score mål, køre omstillinger osv, og alle de ting, holder vi fast i. 

- På den måde ser man forhåbentlig ikke meget andet, når man kommer på Bane 2. Det er helt klart intentionen, at det udtryk skal holdes ved lige og bygges på, fortæller Jesper Christiansen, hvis værdier stemmer helt overens med den måde at praktisere fodbold på.

- Det er også det, jeg er glad for ved at være her og være i samarbejdet med Menno van Dam, fordi jeg kan se mig selv i de værdier, der er i klubben. Jeg delte også grundlæggende syn på, hvordan vi skulle spille med Menno, og derfor var det et nemt samarbejde at være i. Ikke fordi vi var enige om alting, men grundlæggende var vi enige. Det gør det også nemmere at bygge videre på nu.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Glad for tilliden
Jesper Christiansen er glad for, at der blev kigget hans vej, da afløseren til cheftrænerposten på U19-mandskabet.

- Jeg er vanvittig glad for, at der er blevet kigget min vej. Det er jo noget, jeg har drømt om længe. Der er ikke nogen grund til at lade som om, at jeg er en rutineret træner, men jeg anser mig selv for at være dygtig med mennesker og meget interesseret i hele tiden at dygtiggøre mig.

- Noget, jeg også synes er med til at definere mig i Masterclass, er, at jeg er meget interesseret i, at vi gør tingene sammen. På tværs af holdene og i overgangene. Det tror jeg også er nogle af de ting, som har gjort, at der er blevet kigget min vej, fortæller cheftræneren.

Hård opstart
En opstart i fodbold rimer ofte på hårdt arbejde for at pudse både taktik og spillernes fysik inden tuneringsstart. Sådan har det også været for cheftræner Jesper Christiansen og U19-talenterne.

- Det har været en klassisk opstart, hvor man ønsker sig mere tid, samtidig med at man gerne vil i gang. Det har været hårdt arbejde for alle, i særdeleshed spillerne, og jeg tror på mange måder, at det er godt, at turneringen kommer, fordi de jo også motiveres af at spille om point og konkurrere.

- Jeg tror godt, at vi kunne have brugt mere tid i forhold til at stå skarpere, men vi vil helt sikkert være konkurrencedygtige, når vi spiller på lørdag mod Silkeborg.

"Vores primære mål er jo at løfte spillere ind på Brøndby Stadion"

- Jesper Christiansen

- Jeg tror godt, at Bennet (red. ansvarlig fysisktræner Bennet Kästner) kunne have brugt mere tid med at gøre dem helt klar, og vi er lidt afklaret med, at de måske først rammer toppen fysisk og spillemæssigt, når vi kommer en smule ind i sæsonen. Men det er også lige efter planen, så der er ikke noget, der er overraskende i det, fortæller Jesper Christiansen.

Vil udvikle til førsteholdet
Som altid er udvikling det altoverskyggende på et ungdomshold, hvor spillerne skal klædes bedst mulig på ift. seniorfodbold for i fremtiden forhåbentlig kunne debutere på Brøndby Stadion. Sådan er det også for cheftræner Jesper Christiansen, når han fortæller om målene for den kommende sæson, der sparkes i gang i morgen mod Silkeborg IF på Bane 2.

- Det er jo dygtige spillere, og der er dygtige mennesker omkring dem. Så hvis man kigger på det, så bør vi jo være konkurrencedygtige i toppen af rækken. Vi er også bevidste om, at det er udvikling, det handler om, og derfor skal vi være tro mod processen og ikke lade os vælte af resultater undervejs.

- Vores primære mål er jo at løfte spillere ind på Brøndby Stadion, og at vinde om lørdagen i U19-rækken kommer efter det, fortæller Jesper Christiansen, der glæder sig over at se de unge drenge som Clement Bischoff og Noah Nartey gøre en god figur på førsteholdet.

- Nu skal jeg ikke bilde mig ind, at jeg tidligere har spillet nogen bestemt stor rolle, for jeg har kun været her ét år, og de her drenge har været her i længere tid. Men jeg er stolt, specielt på deres vegne, når vi ser, at de evner at løfte niveauet til det, Jesper Sørensen har brug for. Så når jeg ser kampene på Brøndby Stadion eller i fjernsynet er jeg utrolig stolt hver gang de får lov til at spille. 

- Jeg bilder mig ikke ind, at det er min fortjeneste, men derfor tillader jeg mig stadigvæk at være stolt af dem, fortæller cheftræneren.