U19 vandt over FC København

02.05.2024 07:38

Det endte med en sejr til vores U19-drenge fra Masterclass, da de onsdag aften hjemme tog imod FC København til et topopgør i U19 Ligaen.

Her var der et ganske flot fremmøde på Bane 2, hvor Jonathan Agyekum med sin scoring efter 64 minutter kunne sørge for tre vigtige point på en lun forårsaften.

Det startede ellers jævnbyrdigt ud for begge mandskaber, dog med et lille blågult overtag i den indledende fase af kampen.

Vi skulle dog frem til 18 minutters spil, før Adam Claridge blev nedlagt i feltet, og det takserede kampens dommer prompte til et straffespark.

Clement Bischoff stod klar til at eksekvere fra straffesparkspletten, men desværre gik keeperen til den rigtige side. Nartey fik dog flugtet på riposten, men bolden strøg lige over overliggeren.

U19-drengene skubbede yderligere på og havde generelt et lille overtag, og først efter 25 minutters spil kunne gæsterne fra FC København notere sig for deres første chance efter et hjørnespark.

Powerplay i slutningen af første halvleg
Efter en generel fin første halve time for U19 var det som om, at der blev trykket på speederen, da der blev skruet op for tempo og chancer i det sidste kvarter af første halvleg.

Først kunne en særdeles velspillende Noah Nartey drive bolden gennem FC Københavns kæder og efterfølgende sende et fint skud afsted mod fjerneste stolpe med det svage ben.

Gæsternes keeper fik akkurat fingrene på bolden, som gik på stolpen og ud ad målet - flot tur af midtbanespilleren, som generelt var meget dominerende på bolden gennem kampen.

U19 fortsatte det høje pres, som gjorde det svært for FCK at få dæmmet op overfor en velspillende Brøndby-offensiv før pausen.

Det gav fortsat gode blågule muligheder, men mandskaberne måtte gå til pause uden scoringer.

Afgørende indskiftning efter pausen
Efter pausen startede U19 igen i et højt tempo. Clement Bischoff kom i et fint løb ude i venstresiden, spillede et bold skråt tilbage til Mathias Jensen, som sendte et forsøg lige forbi FCK-stolpen.

Herefter var anden halvleg en mere jævnbyrdig affære, men efter en time blev Jonathan Agyekum sat på banen, og det skulle vise sig at være en god beslutning af cheftræner Menno van Dam.

Blot få minutter senere omsatte angriberen nemlig en dybdebold fra Clement Bischoff til en føring på 1-0, da Agyekum køligt lagde bolden ind bag FCK-keeperen i modsatte hjørne af målet.

Gæsterne havde dog også deres muligheder i løbet af anden halvleg, og her fik Philip Søndergaard i sidste øjeblik, og som sidste mand, afværget et ellers frit spark mod Willam Sonne i målet.

Og netop Sonne hev også en glimrende redning op efter 71 minutters spil, som sagtens kunne have givet FC København en udligning. 

Men der blev ikke scoret flere mål, og derfor kunne U19 gå fra banen med en sejr på 1-0 over FC København og med tre yderst vigtige point.

Sejren bringer U19 op på delt førsteplads
Brøndby IF og FC Midtjyllands U19-hold ligger nu side om side i U19 Ligaen med 51 point, hvor midtjyderne dog fortsat er førerholdet med en bedre målscore.

U19 skal allerede i aktion igen på lørdag, hvor de hjemme tager imod Vejle Boldklub med kampstart kl. 12:30.