Pentz inden SIF: Skal bruge elementer fra seneste møde

05.04.2024 11:05

Efter mandagens Derby-sejr i Parken ser vi nu frem til Mesterskabsspillets første hjemmebanekamp, når vi mandag aften skal krydse klinger med Silkeborg IF.

Målmand Patrick Pentz var inden Mesterskabsspillet blev sparket i gang med det østrigske landshold, hvor den 27-årige målmand fik 90 minutter og holdt clean sheet i Østrigs kamp mod Slovakiet. 

- Det er selvfølgelig specielt at være med landsholdet, men det har bare været vigtigt for mig at holde mig tæt på holdet, og alt der kommer ud over det er en bonus. Det bliver helt sikkert specielt at komme på landsholdsvæggen her i Brøndby, for dit navn vil blive foreviget på stadionet. Det er helt sikkert fedt.

Første opgave efter landsholdspausen og i Mesterskabsspillet var så et Derby i Parken, hvor vi endte med at hente en 2-1-sejr. En fantastisk sejr, fortæller målmanden.

- Lige efter kampen kom alle følelserne i spil. Også lige efter Klaibers mål. Det var bare en fantastisk følelse, specielt når det er i Parken med et helt fuldt stadion. Det var bare fantastisk at fejre en sejr derinde.

- Det var fantastisk at møde ind til træning dagen efter, men jeg vil ikke se for meget tilbage nu. Arbejdet er slet ikke færdigt endnu, så vi skal indstille vores fokus på næste kamp mod Silkeborg nu, fastslår Patrick Pentz.

Blikket rettet mod Silkeborg IF
Nu venter Silkeborg IF på Brøndby Stadion, hvor det senest blev til en blågul 4-1-sejr på Brøndby Stadion i sidste spillerunde af Grundspillet.

Selvom det er få uger siden, vi mødte og sejrede mod dem på Brøndby Stadion, forventer Patrick Pentz en anderledes kamp og tager opgaven lige så seriøst, som alle andre opgør.  

- Alle kampe i Mesterskabsspillet er svære. Vi forbereder os, som vi altid gør med samme seriøsitet. Vi mødte dem for tre uger siden her på Brøndby Stadion, så vi kan bruge nogle ting fra den kamp i forhold til, hvordan de gerne vil spille, presse og positionere sig, men det er også en ny kamp, og de vil sikkert prøve at gøre nogle ting anderledes.

- Vi vil kigge på lidt videomateriale og gennemgå kampen hen over weekenden, og så spiller vi på hjemmebane, så vi er nødt til at tage tre point.

Alle bidrager til den gode defensiv
Til trods for ikke at have spillet de første fem runder af denne sæsons 3F Superliga, ligger vores østrigske målmand til tops på listen over clean sheets i ligaen.

Patrick Pentz fremhæver hele truppens defensive arbejde, når snakken falder på de mange clean sheets, som starter helt fra forreste led.

- Det er ikke kun forsvaret, der gør det godt defensivt. Vi forsvarer som et hold. Der starter fra angriberne i front, som er de første til at forsvare og som starter vores pres mod bolden. Vores koordination og relationer på banen er stærke.

- Jeg mener, at et godt forsvar vinder mesterskaber, og et godt angreb vinder kampe. Det stærke arbejde, vi alle lægger i det defensive, er helt sikkert en af årsagerne til, at jeg har så mange clean sheets, fortæller Patrick Pentz.

Stræber efter stabilitet
For Patrick Pentz er det vigtigt, at medspillerne foran ham har tillid til ham og kan mærke, at de har en målmand, de kan stole på, så deres fokus kan ligge på deres egne opgaver.

- Stabilitet er altid målet som målmand, og det er også med til at give spillerne foran dig en følelse af tryghed, når de kan mærke, at der er en målmand bag dem, som er stabil og som de kan stole på. De skal vide, hvad de får af mig, så de kan koncentrere sig om deres egne opgaver. Det er dét, jeg altid stræber efter.

Kampstart mod Silkeborg IF på Brøndby Stadion er kl. 19:00, og kampen kan ses direkte på TV3+ og Viaplay.