Patrick Pentz på Landsholdsvæggen

11.04.2024 12:35

Torsdag eftermiddag fik Patrick Pentz foreviget sit navn på Landsholdsvæggen foran stab, holdkammerater og klubbens personale.

Vores keeper fik nemlig sine første minutter på det østrigske landshold som Brøndby-spiller, da han i den seneste landsholdstermin vogtede buret og holdt clean sheet for østrigerne, som slog Slovakiet med 2-0 i en testkamp.

Se hvordan det gik til inde på Brøndby TV.

Traditionen tro kommer man på Landsholdsvæggen på Brøndby Stadion, når man har spillet en officiel landskamp, mens man er Brøndby-spiller. 

- Mit skifte til Brøndby IF har givet mig muligheden for at spille fast igen, og det jeg mødte her var en stor familie. Alle i klubben har været fantastiske overfor mig, og det har givet mig selvtillid på banen. Det er selvfølgelig en kæmpe ære for mig at få mit navn på Landsholdsvæggen, og så endda som den første østriger, fortalte Pentz.

Landskampen, som bringer Patrick Pentz' navn på Landsholdsvæggen, er samtidig keeperens femte af slagsen for det bedste østrigske landshold.

Du kan nedenfor se et galleri, da keeperen fik præsenteret sit navn.