Optakt: Info og stats om Brøndby IF - FC Midtjylland

18.04.2024 08:50

Brøndby IF - FC Midtjylland

Brøndby Stadion
26. runde af 3F Superligaen (4. runde af Mesterskabsspillet)

Dommer: Sandi Putros
Kickoff: 21. april kl. 18:00
TV: TV3+ og Viaplay

Karantæne
Ingen

Karantænefare, Brøndby IF
Henrik Heggheim (karantæne ved gult kort for mild forseelse) 
Mathias Kvistgaarden (karantæne ved gult kort for mild forseelse)   
Mathias Greve (karantæne ved gult kort for mild forseelse)    
Josip Radosevic (karantæne ved gult kort for grov forseelse)
Rasmus Lauritsen (karantæne ved gult kort for grov forseelse)

Karantænefare, FC Midtjylland
Cho Gue-Sung (ved gult kort for en mild forseelse)
André Rømer (ved gult kort for en mild forseelse)
Oliver Sørensen (ved gult kort for en middel forseelse)
Armin Gigovic (ved gult kort for en grov forseelse)
Henrik Dalsgaard (ved gult kort for en grov forseelse)

Superligaform – seneste 5 spillerunder 
Brøndby IF: U-U-V-V-V (11 ud af 15 mulige point)
FC Midtjylland: U-V-T-V-V (10 ud af 15 mulige point)

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør 
18.02.2024 Brøndby IF 1-0 FC Midtjylland
20.08.2023 FC Midtjylland 0-1 Brøndby IF
27.02.2023 FC Midtjylland 0-1 Brøndby IF
29.08.2022 Brøndby IF 0-2 FC Midtjylland
12.05.2022 FC Midtjylland 2-2 Brøndby IF

Vinkler om kampen
Brøndby IF ligger inden runden nummer ét i Superligaen med 52 point og +25 i målscore. Midtjyderne er nummer to med samme pointtal og +20 i målscore, og dermed vil de blågule beholde 1. pladsen ved både sejr og uafgjort.

Det siger sig selv, at en sejr og tre poijt naturligvis vil lune – og skulle Brøndby IF have 55 point efter 26 spillerunder, vil det være klubben 6. højeste pointhøst efter 26 kampe. Også i 2001/02 havde Brøndby IF 55 point efter dette antal kampe – og den sæson er jo værd at gentage.

Scorer Brøndby IF i weekenden, vil det første mål være sæsonens 50. træffer i Superligaen. Brøndby er – sammen med FCK – de mest scorende i denne sæson, dog er FC Midtjylland ganske tæt på, da de er noteret for 48 Superligamål.

Det er Superligakamp nr. 77 mellem FC Midtjylland og Brøndby IF. Statistikken for de første 76 kampe lyder på 30 Brøndby-sejre, 21 uafgjorte og 25 nederlag. Målscoren er 118-106 i Brøndbys favør.

38 gange har Brøndby IF været på hjemmebane i en Superligakamp mod FC Midtjylland, og de er endt med 19 sejre til Brøndby IF, otte kampe er sluttet uafgjort og de resterende 11 kampe er vundet af midtjyderne. Målscoren er 70-47 med Brøndby IF nævnt først.

Næste mål der scores i en Superligakamp mellem Brøndby IF og FC Midtjylland er nummer 225, og de første 224 træffere er fordelt på lige præcis 100 mål i 1. halvleg og 124 mål i 2. halvleg.

I de to klubbers seneste opgør misbrugte Cho et straffespark for FC Midtjylland. Det var straffe nummer 19 i disse Superligaopgør, og dermed vil det næste straffe altså være nummer 20 i Superligaopgørene mellem de blågule og ulvene fra Heden.

Brøndby IF har scoret i deres seneste 14 hjemmekampe i Superligaen, og er ubesejrede i deres seneste 16 Superligakampe.

Brøndby IF har tidligere spillet syv Superligakampe på datoen 21. april (6V-1U-0T):
1995 AaB 1-2 Brøndby IF
1996 Næstved IF 0-1 Brøndby IF
2002 AaB 1-2 Brøndby IF
2011 Brøndby IF 3-0 Esbjerg fB
2013 Brøndby IF 2-2 Silkeborg IF
2014 AGF 1-2 Brøndby IF
2021 FC Nordsjælland 0-3 Brøndby IF

Nicolai Vallys kan spille sin Superligakamp nummer 50 for Brøndby IF, og det samme er tilfældet for Ohi Omoijuanfo.

Ud af de 76 tidligere Superligakampe har Brøndby IF scoret først i 40 tilfælde, hvilket har resulteret i 23 sejre, 12 uafgjorte og fem nederlag. 

Omvendt har FC Midtjylland scoret kampens første mål i 34 tilfælde, hvilket har givet Brøndby IF syv sejre, syv uafgjorte og 20 nederlag.

Der var kun et clean sheet i sidste runde (FCN), og det er stadig Brøndby der toppen listen over flest clean sheets i denne Superligasæson:
10 Clean sheets (40%) – Brøndby IF
9 Clean sheets (36%) – AGF & FC København
8 Clean sheets (32%) – FC Midtjylland og FC Nordsjælland

Dommerne
Det er den 36-årige Sandi Putros, der skal dømme Brøndby IF mod FC Midtjylland på søndag. Putros er den dommer i Superligaen, der er noteret for flest kampe i år (15), og alt i alt har han dømt 137 Superligakampe, 67 af dem er vundet af hjemmeholdene, og de resterende 70 kampe er fordelt helt ligeligt på uafgjorte og sejre til udeholdene.

Putros har dømt Brøndby IF 21 gange i Superligaen, 15 af dem er vundet af de blågule, tre sluttet uden en vinder og de sidste tre er endt med et nederlag. Målscoren er 39-21 i Brøndbys favør.

To gange før har Putros dømt en Superligakamp mellem Brøndby IF og FC Midtjylland, og midtjyderne har ikke scoret i nogle af kampene. Brøndby scorede heller ikke i den ene af dem, men vandt med 2-0 i den anden,

Linjedommere: Lars Hummelgaard og Jakob Mastrup
4. dommer: Sebastian Friis Aagerup
VAR: Michael Tykgaard
AVAR: Jesper Dahl