Pointdeler i intenst opgør mod FCN i Future Cup

18.09.2023 14:21

På bagkant af gårsdagens sejr over AGF i 3F Superligaen, tog vi i dag imod FC Nordsjælland i anden runde af Future Cup. Her blev det til en pointdeler efter et intenst opgør på Brøndby Stadion.

Første halvleg var en intens affære, hvor der stod Brøndby på det meste af spillet den første halve time. Allerede efter fire minutter bragte Clement Bischoff os foran, da han satte sidste fod på et velspillet angreb, hvor først Yuito Suzuki bredte spillet ud på kanten, hvorefter Oscar Schwartau hoppede over bolden, som endte i fødderne på Bischoff. Med et velplaceret spark i modsatte hjørne satte han dermed gang i vores målkonto.

Gæsterne fra FC Nordsjælland spillede sig efterfølgende bedre ind i kampen, og efter 38 minutter faldt udligningen, da Benjamin Nygren på kanten af feltet satte bolden ind bag Jonathan Ægidius, der var uden chance for at redde den.

Anden halvleg var en jævnbyrdig affære, hvor de to hold skiftedes til at tage kontrol over kampen. Undervejs havde både Yeboah og Suzuki mulighed for at bringe os tilbage i front, men Yeboahs afslutning blev pareret, mens Suzukis lob ramte stolpen. Der faldt ikke flere scoringer i kampen, som dermed endte 1-1.

Med det uafgjorte resultat bevæger vi os op på andenpladsen i Future Cup med samme pointantal som førerholdet AaB.