Jobopslag: Brøndby IF søger Webshopansvarlig

07.09.2023 10:07

Vi søger en webshopansvarlig, der kan være med til at videreudvikle Brøndby Shoppen på den digitale front.

Brøndby IF er inde i en spændende udvikling både sportsligt og kommercielt, hvor merchandiseområdet gennem de seneste år oplever en pæn vækst ud fra den strategi, der er lagt.

Her spiller webshoppen en betydende rolle i den positive udvikling, og den webshopansvarlige får således en central rolle i fortsat at drive udviklingen i den rigtige retning.

Med reference til merchandisechefen kommer du til at indgå i vores shop- og marketingteam, der arbejder tæt sammen om både planlægning og gennemførelse af kampagner samt styring af den daglige drift.

Dit primære ansvarsområde bliver at drifte webshoppen med et kommercielt fokus, hvor både salg og kundetilfredshed går hånd i hånd.

Dit arbejdsområde:

  • Daglig håndtering af kundeordrer og kundeservice
  • Planlægning og udvikling af digitale kampagner i tæt samarbejde med marketingafdelingen (primært nyhedsbreve og SoMe,). Både på egne brands og sammen med hummel, der er vores tøjpartner.
  • Løbende vedligeholdelse, opdatering og lagerstyring af vores webshop (Shopify).
    Herunder styre flow af eksponering af nyheder og tilbud på forside og på Instagram.
  • Oprettelse og optimering af produktsider og produktkategorier
  • Ansvar for foto af packshots

Vi er på udkig efter en talentfuld digital profil, der både er ambitiøs, nysgerrig og struktureret.

Du skal have interesse for sport og mode, og du skal være bevidst om, at både udvikling og drift vægter lige højt i forretningen. Så det, du tilrettelægger, skal du også være med til at gennemføre og følge op på. Ligeså skal du være klar på at give en hjælpende hånd i selve butikken, når det kræves. 

Din baggrund kan være meget forskellig, men du skal have en digital profil og helst gerne have erfaring med webshops fra tidligere job.

Det er ikke et krav - men en klar fordel - hvis du har et godt kendskab til grafiske programmer (Adobe-pakken). 

Tiltrædelse: Snarest muligt.

Send en kort ansøgning samt CV til merchandisechef, Jesper Andersen, [email protected] senest den 20. september 2023.

Vi indkalder og afholder løbende samtaler, i takt med vi modtager ansøgninger.