Jesper Sørensen: Skal bygge videre på en flot periode

15.09.2023 13:52

På søndag skal vi i gang med 3F Superligaen igen efter landsholdspausen, hvor vi møder AGF på Ceres Park i Aarhus i ottende runde.

Cheftræner Jesper Sørensen forventer en hård fysisk kamp, hvor der skal bygges videre på stimen af flotte præstationer, der senest har kastet fire sejr i træk af sig.

- Det bliver en kamp med hårde dueller, hårde nærkampe, intensitet. Alt, hvad det altid er, når vi møder AGF. Der er nogle ting, vi skal være opmærksomme på, og så skal vi jo ud at bygge videre på en periode, hvor vi har været i fremgang, og det skal vi bruge kampen i Aarhus til.

- Vi skal arbejde tæt sammen. Vi skal være et hold, der ikke er spredt ud over hele banen, men være disciplineret i vores spil både med og uden bolden. Vi skal være opmærksomme på AGF’s styrker, som for eksempel på dødbolde. Der skal vi være stærke. Der har vi fået vist senest, at vi heldigvis også selv er blevet farlige.

Landsholdspausen har været udmærket for cheftræner Jesper Sørensen, der har haft mulighed for at arbejde med nogle af de nye spillere. 

- Man vil selvfølgelig altid gerne fortsætte, når man har været inde i en periode, hvor det har været fornuftigt og godt. Men så var der en pause, hvor vi selvfølgelig har kunne notere os at en hel del spillere har været ude at repræsentere deres land og vent hjem i god stand. Det er meget positivt.

- Nogle gange har man jo brug for en pause, og jeg tror, at det har været fint nok her efter en første del af sæsonen, hvor der også har været et transfervindue med en del udskiftninger. Det har været udmærket. Nogle gange vil man godt bare fortsætte med den næste kamp, når man lige kommer fra en kamp, man har vundet, men det har været fint nok med denne pause.

- Det er også en god mulighed til at arbejde med de nye spillere, der er kommet sent ind i vinduet.

Èn af de nye spillere, der er kommet ind, er Sean Klaiber. Backen kom ind på transfervinduets sidste dag og var ikke en del af kamptruppen to dage senere hjemme mod Randers FC. Jesper Sørensen fortæller, at det har set fint ud til træning i landsholdspausen.

- Det har set fint ud til træning. Han har været nem at have med at gøre og virker til at integrere sig selv nemt. Han har fået en god forståelse for, hvordan vi spiller og hvad, der bliver hans opgave, når han skal spille. Der er rigtig mange spillere i spil til startopstillingen til kampen på søndag, og han er én af dem. 

Kampen mod AGF fløjtes i gang i Aarhus kl. 18:00, og du kan se opgøret på TV3+ og Viaplay.