Jesper Sørensen: Første skridt på vejen

27.09.2023 19:39

Onsdag aften endte det med en komfortabel 3-0-sejr over HIK, da vi en sjælden gang var gæster hjemme på Brøndby Stadion. Sejren betød at vi spillede os videre til fjerde runde af Oddset Pokalen, og det var Jesper Sørensen ganske fint tilfreds med, selv om man som træner aldrig kan blive for sikker ude på sidelinjen. 

- Vi kommer forholdsvist hurtigt foran 2-0, og derfra skal der meget til før vi ikke løber med sejren, men man bliver aldrig helt komfortabel, når man sidder ude på bænken. Man kan nå at tænke alle mulige scenarier igennem. Vi fik dog sejren, og det er jeg ganske tilfreds med. 

På trods af aftenens modstander til dagligt frister en tilværelse i bunden af Danmarks tredje bedste række, mener cheftræneren, at man bør huske på, at en sejr ikke kan tages for givet. 

- Hvis der er nogen, der er i tvivl om, hvor glad man bør være for sådan en sejr her, så kan man prøve at tænke lidt tilbage. Det er sket tidligere, også den periode hvor jeg var assistent her, at vi har tabt til mindre hold.

- Pokalturneringen gælder om at komme til finalen og vinde den, og så må man tage et skridt ad gangen. Det har vi taget nu, og så må se, hvad der dukker op næste gang. Vores ambition er at gå hele vejen, og derfor er det selvfølgelig fedt, at vi har vundet den første kamp. 

Se hele interviewet med Jesper Sørensen på Brøndby TV