hummel og Brøndby IF lancerer en unik og farvestrålende Equality-trøje
26.09.2023 07:59
Equality-trøjen er et led i fejringen af hummels 100-års jubilæum, hvor både hummel og Brøndby IF har en lang historie med at fremme diversitet og inklusion i fodboldens verden.
Herrerholdet kommer til at anvende trøjen som opvarmningstrøje mod Hvidovre IF og Viborg FF i 3F Superligaen samt mod FC Nordsjælland og mod Kolding IF i Gjensidige Kvindeliga, og du kan sikre dig et eksemplar af den farverige trøje, der er produceret i et begrænset antal.
Med sin iøjnefaldende og livlige farvepalet har Equality-trøjen til hensigt at vække opmærksomhed og fungere som en inspirationskilde til positiv forandring med fokus på at omfavne vores forskelligheder og forblive tro mod sig selv.
Netop diversitet og inklusion er vigtige nøgleord for Brøndby IF, fortæller administrerende direktør i Brøndby IF, Ole Palmå.
- Når vi taler om at dyrke fællesskabet i og omkring klubben, så handler det især om at være inkluderende og omfavne mangfoldighed og give plads til forskelligheder. Derfor vil vi sammen med hummel rigtig gerne være med til at sætte fokus på betydningen af at omfavne forskelligheder med den flotte Equality-trøje, fortæller administrerende direktør Ole Palmå.
Allan Vad Nielsen, CEO i hummel, er stolt over samarbejdet med Brøndby IF og understreger vigtigheden af at sætte fokus på området.
- Denne trøje er mere end bare en fodboldtrøje; den er et symbol på vores mangeårige dedikation til at fremme diversitet og inklusion i sportens verden. Equality udgør hjørnestenen i vores værdigrundlag, og vi er utrolig stolte over at arbejde sammen med Brøndby og seks af vores største fodboldklubber om at sætte denne vigtige problemstilling på dagsordenen, fortæller hummel CEO, Allan Vad Nielsen.
Trøjen kan fås for 399,- og kan købes på både webshoppen og i butikken på stadion. Den kommer i størrelserne fra XS til XXXXL.