Sejr over FC Nordsjælland

29.10.2023 19:14

Søndag aften var vi tilbage på Brøndby Stadion, da FC Nordsjælland blev besejret i et dramatisk opgør. Mathias Kvistgaarden og Nicolai Vallys stod for de blågule scoringerne. 

Opgøret startede intenst med spil og chancer i begge ender af banen. Efter bare et kvarters spil, var det dog os, der fik udnyttet det bedst. En genial dybdebold blev sendt langt, og herfra kunne Nicolai Vallys heade bolden videre ned for fødderne af Mathias Kvistgaarden, der fik sparket bolden fremragende i mål fra en skæv vinkel og bragt os på 1-0.

Blot fem minutter senere stod Kvistgaarden igen foran målet, men denne gang måtte angriberen se sit forsøg blive reddet. 

Kort tid efter var det gæsterne, der var tæt på i den anden ende. En lang bold var lige ved at snyde vores defensiv, men Patrick Pentz kom flot ud af målet og fik afværget chancen. 

Kampene bølgede hernæst fra ende til anden. Vores nye mand i startopstillingen, Yuito Suzuki, fik få minutter efter fremtvunget et hjørnespark, der resulterede i en stor chance til os, der dog desværre blev reddet på stregen.

Kort før pausen fik gæsterne tilkendt et straffespark, som de desværre fik sendt i nettet via stolpen. Derfor måtte vi gå til pause med stillingen 1-1. 

Efter pausen, var vi det mandskab, der kom bedst ud og sikrede os overtaget fra start. Tempoet blev skruet i vejret og der blev ikke givet en millimeter i duellerne. Det var i første omgang os, der håndterede det bedst, da Nicolai Vallys sendte en sand perle ind i det lange målhjørne og gav os en 2-1-føring. 

Herfra bølgede kampen nok en gang frem og tilbage, hvor begge mandskaber havde deres perioder. Mod slutningen intensiverede gæsterne presset for en udligning, men de blågule tropper holdt stand, og dermed kunne vi sætte tre vigtige point på kontoen efter en 2-1-sejr.