Sejr over FC København i træningskamp

12.10.2023 12:11

Torsdag formiddag tog vi hjemme imod FC København i en lukket træningskamp, som endte med en sejr på 2-0 til os med scoringer af Kevin Mensah og Ohi Omoijuanfo.

Opgøret startede særdeles intenst ud for begge mandskaber med to hold på banen, som pressede aggressivt og højt på hinanden, og hvor de sad ekstremt tæt i duellerne.

Kampens første chance tilfaldt Daniel Wass efter blot tre minutter, som på et frispark på kanten af feltet sendte en hårdtskruet bold over muren og op i det lange hjørne. Det havde været et fremragende mål, men en vaks FCK-keeper inde på stregen fik med det yderste af fingerspidserne reddet bolden oppe i hjørnet. 

Få minutter efter fik Brøndby-spillerne spillet sig ud af et godt pres fra gæsterne, der gav Vallys masser af plads til at drive bolden op gennem midten af banen, og som sendte Bertram Kvist i dybden.

Midtbanespilleren prøvede at lobbe bolden, men keeperen havde læst situationen og var kommet godt ud af målet og afværgede forsøget.

Fem minutter efter var det Omoijuanfos tur til at trykke på kassen, da Mensah lavede en fiks cutback aflevering til angriberen, som lige akkurat sendte bolden forbi stolpen i det fjerneste hjørne. 

Generelt var det et dominerende blågult kampbillede, hvor FCK havde svært ved for alvor at sætte farlige angreb sammen. Dog kom de frem til flere indlæg og spark udefra, men der stod altid en Brøndby-spiller i vejen for deres forsøg. 

Presset gik af efter første halve time
Efter en rigtig god halv time var det som om, at Brøndby-spillerne slap foden fra speederen, der gav gæsterne mere plads til at spille bolden op nedefra.

Men trods den mere plads, var det stadig hjemmeholdet, som tilkæmpede sig de største muligheder foran mål. Blandt andet ved Bertram Kvist som løb på en god dybdebold fra Wass, tog et par træk, hvorefter han affyrede bolden forbi fjerneste stolpe på kanten af feltet. 

Thomas Mikkelsen var hidtil gået fri af de helt store chancer, da forsvaret stod i vejen for de fleste af FCK's forsøg, men keeperen var klar og reddede sikkert københavnernes første forsøg inden for rammen, da Jordan Larsson brød igennem kæderne med en fiks et-to kombination og trykkede på kassen.

Brøndby-føring faldt i FCK's bedste periode
Trods gæsterne var kommet bedre ind i kampen faldt den første scoring til os efter 33 minutter.

Sebulonsen udviste fremragende teknik, da han modtog bolden i fuld sprint efter en flot diagonal fra Wass, som nordmanden på sin førsteberøring tog med sig videre, slog et indlæg bagerst i feltet, hvor Mensah stod klar til at sparke bolden ind til stillingen 1-0. Flot mål.

I samme moment kom U19-spiller Malek Bakhit ind på midtbanen, mens Nicolai Vallys gik ud. 

Efter scoringen trak Brøndby-holdet sig længere tilbage på banen og pressede ikke nær så højt og intenst som i åbningen af opgøret. Det gav naturligvis FCK mere plads at spille på, men det kastede ikke flere chancer af sig for gæsternes vedkommende. 

Brøndby-holdet pressede på for den anden scoring, og kort før pausen var en særdeles velspillende Daniel Wass tæt på at finde Sebulonsen og Yeboah bagerst i feltet, da han sendte en fornem bold med skrue i over FCK-forsvaret og ind bagerst i feltet, men ingen af de to fik træf på kuglen, som gik ud bag mållinjen i stedet.

Kort før pausefløjt fik vi udbygget føringen, da Mensah efter 45 minutter sendte et hjørnespark ind mod forreste stolpe, som Yeboah fik snittet videre til en fri Omoijuanfo, der sikkert kunne heade en 2-0-føring i kassen. 

I sekunderne efter kunne kampens dommer fløjte mandskaberne til pause i en første halvleg, som blev domineret af hjemmeholdet. 

Rodet kampbillede efter pausen
Efter pausen var der foretaget endnu en udskiftning, da U19-spiller Jonathan Agyekum var kommet ind til fordel for målscorer Ohi Omoijuanfo. 

Vinden tog ligeledes til efter pausen, og det blev generelt lidt mere usammenhængigt og rodet for begge mandskaber, som i de første ti minutter af anden halvleg flere gange skiftedes om boldbesiddelsen. 

Efter knap en times spil foretog trænerteamet deres tredje udskiftning, da Mathias Jensen blev sat på banen til fordel for Bertram Kvist. 

Der var lidt løse chancer i begge ender, men det udmøntede sig aldrig rigtig i deciderede chancer for nogle af holdene, og derfor var der heller ikke optræk til scoringer i den 'korte' anden halvleg.

Efter 70 minutter blev kampen fløjtet af, da første halvleg var aftalt til at skulle vare 45 minutter, mens anden halvleg varede 25 minutter.

Brøndby IF - FC København 2-0
1-0 Mensah
2-0 Omoijuanfo

Startopstilling
Thomas Mikkelsen
Sebastian Sebulonsen
Henrik Heggheim
Rasmus Lauritsen
Kevin Tshiembe
Kevin Mensah
Daniel Wass
Nicolai Vallys
Emmanuel Yeboah
Ohi Omoijuanfo
Bertram Kvist

Bænken
Noah Sømmergaard
Malek Bakhit
Mathias Jensen
Jonathan Agyekum

Du kan se et lille galleri fra kampen nedenfor.