Radosevic: Vi er inde i en god stime

13.10.2023 10:32

Han er en af de spillere, som har været længst tid i klubben, og så er han altid garant for en solid arbejdsindsats på grønsværnen.

Josip Radosevic er i glimrende form i denne sæson, som også har kastet flere startpladser af sig, og inde på Brøndby TV kan du lige nu se et længere interview med kroaten.

Her ser han tilbage på de mange år i klubben samt tager temperaturen på truppens nuværende form i efterårssæsonen.

- Jeg har været i klubben i lidt over fem år nu, og der er sket mange gode ting i den periode. Vi vandt mesterskabet, vi spillede i et europæisk gruppespil, og jeg har været med i to pokalfinaler. Det gør mig glad at se tilbage på, for jeg spiller fodbold for at vinde titler og udvikle mig selv, fortæller Radosevic blandt andet i interviewet og sætter også ord på holdets nuværende form.

- Jeg synes, at vi har virkelig god kvalitet på holdet og en god kemi med hinanden. Jeg synes også, at vi har haft hold før i tiden med stor kvalitet, men jeg føler, at vi har endnu mere af det på det her hold lige nu. 

- Og så føler jeg, at vi er på rette spor. Men man skal også huske på, at sæsonen er lang, og vi bliver nødt til at tage kampene en ad gangen. Det vigtigste er, at vi har det godt sammen, forbereder os godt og nyder at spille fodbold. Så skal pointene nok komme.

Se hele interviewet på Brøndby TV.