Radosevic: Blikket rettet mod de tre point

06.10.2023 09:30

På søndag skal vi atter i aktion på Brøndby Stadion, hvor vi får besøg af Viborg FF i tiende runde af denne sæsons 3F Superliga. 

Josip Radosevic spillede i sidste weekend sin Superligakamp nummer 150 for de blågule, så vores kroatiske midtbanekriger kender efterhånden en del til klubben fra domkirkebyen. 

- Vi skal forberede os på en svær kamp. Vi skal fortsætte med at bygge på vores gode præstationer, gøre de samme gode ting, vi har gjort i de seneste kampe, og prøve at forbedre os på nogle områder. Vi kan forvente en stærk modstander, og vi er nødt til at kontrollere kampen, både med bolden og mod bolden. Gør vi det, så tror jeg på tre point inden landsholdspausen.

- Alle i truppen er sultne efter sejr og er klar til at give alt for, at det sker. Selvfølgelig er Viborg FF et godt hold, men på vores hjemmebane, med vores fans i ryggen, skal vi altid gøre alt for, at vi går fra banen med en sejr, fortæller Josip Radosevic.

Sund konkurrence i truppen
I sejren mod Hvidovre IF fik Josip Radosevic fuldtid, og kroaten nyder spilletiden, men også konkurrencen i truppen.

- Jeg prøver altid at gøre mit bedste, når jeg går på banen. Det har været min mentalitet i alle mine fem år i klubben. Når du spiller, skal du gøre alt for at yde dit bedste.

- Vi har mange gode spillere i truppen, også på bænken. Det er vigtigt, fordi sæsonen er lang og der er mange kampe, vi skal igennem. Det er også vigtigt med en stærk konkurrence om pladserne, og det kan jeg mærke, at der er. Det hjælper alle i truppen til at udvikle sig, fortæller den kroatiske midtbanekriger.

Blikket rettet mod tre point
Radosevic nyder tilværelsen i truppen, der har leveret flere gode præstationer i sæsonens åbning. Næsen er sat op efter at bygge videre på de positive præstationer med en sejr over viborgenserne på Brøndby Stadion.

- Jeg kan mærke, at vi er blevet stabile, og det er svært at være modstander mod Brøndby IF for tiden. Vi har taget en god sjat point indtil videre, og det skal vi fortsætte med. Gør dit bedste, nyd at spille fodbold, tænk altid på forbedringspunkter. Det er alt, det handler om. Selvom vi gør det godt for tiden, så er der altid nogle ting, vi kan gøre bedre, fortæller Josip Radosevic, der har øjne på tre point på søndag.

- Jeg har en god fornemmelse inden søndag. Det er vigtigt, at vi alle sammen har blikket rettet mod de tre point og leverer en stærk præstation foran vores fans på Brøndby Stadion.

Kampen mod Viborg FF fløjtes i gang kl. 16:00 på Brøndby Stadion, og hvis du ikke har sikret dig en plads til opgøret, kan du stadig nå at købe billetter her