Jesper Sørensen: Vigtigt at komme hurtigt tilbage på sejrsporet
01.10.2023 17:39
Søndag eftermiddag blev det tre point ude mod Hvidovre IF, der blev besejret med 3-0. Cheftræner Jesper Sørensen var efter sejren tilfreds med at se sit hold sætte sig på spillet fra første fløjt, på trods af at kampen resultatmæssigt var åben lidt for langt ind i opgøret.
- Det var en kamp vi fik sat os på med det samme, og det var jeg glad for at se. Det var også en kamp, hvor vi fik testet vores egen tålmodighed, ved ikke helt at score på de muligheder som vi havde.
- Overordnet spiller vi en flot første halvleg, men hvor det, at vi kun fører med ét mål, gør at kampen bliver lidt for tæt. Efter pausen blev det en mere åben kamp, men heldigvis fik scoret igen og sikret sejren.
Cheftræneren påpeger samtidig at sejren var en vigtig en af slagsen efter seneste weekends tunge Derby-nederlag.
- Det var en stor sejr for sig i dag. Jeg ved godt, at folk forventer, at vi skal kunne besejre Hvidovre, men det gjorde vi så også, og samtidig vandt vi også på en måde, hvor vi var det markant bedste hold, så det var fedt at se, fortæller Jesper Sørensen.
Du kan se hele interviewet med vores cheftræner lige nu på Brøndby TV.