Jesper Sørensen: Kampen bølgede for meget
22.10.2023 20:15
Søndag aften endte det med sæsonens første uafgjorte resultat, da vi tog fra Randers med et 2-2-resultat i bagagen. Efter opgøret pegede cheftræner, Jesper Sørensen, på en række ting, der ikke helt gik som forventet.
- Der var mange dueller og intensitet i dag. Vi spillede på en hurtig og meget våd bane, hvilket gjorde, at spillet nogle gange gik lidt for hurtigt, også for os selv. Det var selvfølgelig også en kamp, hvor vi lavede nogle fejl, i vores spil, som vi ikke skal. Det gør at kampen bølger for meget frem og tilbage. Det åbner både banen og kampen, og det var ikke vores plan, fortæller cheftræneren.
På trods af, at holdet ikke ramte topniveauet her til aften, mener cheftræneren ikke, at det var langt fra, at det kunne være blevet til blågul sejr, men at man samtidig godt kan være tilfreds med det ene point.
- Jeg synes ikke, at vi mangler noget for at byde dem op til dans og vinde kampen. Selvom vi ikke vinder, så tager jeg med mig, at på en dag, hvor vi ikke fuldstændig rammer vores niveau, får vi trods alt et point på en svær udebane. Det bliver også vigtigt fremadrettet, afslutter Jesper Sørensen.
Se hele interviewet med vores cheftræner lige nu på Brøndby TV.