Uafgjort mod AGF
06.11.2023 19:55
Mandag aften tog vi på et tæt pakket Brøndby Stadion imod AGF, i et opgør der endte 1-1.
Opgøret fik en rodet indledning, da begge mandskaber helt tydeligt lige skulle finde sig til rette i kampen. Trods det, skulle de mange blågule tilhængere dog ikke vente længe før bolden lå i kassen.
For netop som stadionuret havde rundet otte minutter, sendte Daniel Wass nærmest en tro kopi af sit indlæg, mod FC Nordsjælland, i boksen, og her stod Nicolai Vallys klar, og så kunne offensivspilleren bringe os foran 1-0 med sit ottende sæsonmål.
Efter føringsmålet havde gæsterne en god periode på bolden, og kom frem til et par halve chancer, men helt farligt blev det dog ikke.
Det gjorde det til gengæld i den anden ende omkring det tyvende minut, da Sean Klaibers indlæg blev afrettet af en AGF-stopper, og så måtte gæsternes keeper ud i fuld længde, for at holde bolden ude af nettet.
Herfra var det ganske småt med chancerne halvlegen ud, men med et blågult mandskab i god kontrol, kunne vi gå til pausen med 1-0-føring.
Gæsterne kom igen efter pausen
Efter pausen bølgede kampen frem og tilbage, mens der var pæne muligheder i begge ender. Tættest på var gæsterne, da en AGF-spiller blev spillet fri i dybden, men Patrick Pentz stod hvor han skulle, og fik afværget en stor mulighed med en vigtig redning.
Desværre kom gæsterne på omgangshøjde efter 66 minutter, da Patrick Mortensen kunne udligne til 1-1 for AGF.
Mod kampens slutning trykkede begge hold på for en scoring, men der kom ikke flere mål denne mandag aften, og derfor måtte vi nøjes med sæsonens bare andet uafgjorte resultat.