Billetsalget til udekampene mod Lyngby BK og AGF starter i denne uge

14.11.2023 08:24

I de kommende uger står den på årets sidste to udebanekampe, når vi skal et smut til Lyngby Stadion søndag 26. november, og når vi i første kamp i kvartfinalen i Oddset Pokalen skal en tur til Aarhus.

Onsdag åbner vi for billetsalget til udekampen i 3F Superligaen mod Lyngby BK, mens vi torsdag sætter salget til pokalkampen mod AGF i gang.

Salget af billetter til de to udekampe vil foregå i flere forskellige faser, og din adgang til billetsalget bestemmes af din Fanscore.

Billetsalget til de to kampe starter via billet.brondby.com, og du kan herunder finde detaljeret information om salget.

Nederst i artiklen finder du vigtige informationer om køb af billetter til udebanekampe.

Lyngby BK – Brøndby IF | Lyngby Stadion | 26. november kl. 18:00 | 3F Superliga

Vi har fået 3.092 pladser til vores udebaneafsnit i Lyngby, hvor der er plads til 2.500 Brøndby-fans bag målet og 592 fans i stemningsafsnittet.

Billetpriserne er 120DKK for en voksenbillet og 90DKK for en børnebillet. Det er ikke muligt at købe børnebilletter til stemningsafsnittet.

Adgangen til faserne for billetsalget onsdag 15. november er opdelt således:

  • 10:00-10:30: Profiler med en Fanscore på 225 eller derover.
  • 11:00-12:00: Profiler med en Fanscore på 100 eller derover, såfremt der er flere ledige billetter.
  • 13:00: Billetsalget åbner for alle, såfremt der er flere ledige billetter

Opdeling af udebaneafsnittet i Lyngby
Udebaneafsnittet i Lyngby vil være opdelt i et mindre, dedikeret stemningsafsnit på langsiden og et større afsnit bag målet.

Der vil være billettjek ved adgang til stemningsafsnittet, hvilket betyder at det er ikke muligt at få adgang uden billet til dette specifikke afsnit. Hvis du ønsker plads på stemningsafsnittet, skal du derfor købe din billet via boksen på forsiden markeret med stemningsafsnit. Der er et begrænset antal billetter i dette afsnit, og det vil ikke være muligt at flytte billet imellem afsnittene efterfølgende.

AGF – Brøndby IF | Ceres Park | 7. december kl. 18:00 | Oddset Pokalen

Vi har 1.500 pladser på Ceres Park. Det er kun muligt at købe voksenbilletter til afsnittet og de koster 120DKK.

Adgangen til faserne for billetsalget torsdag 16. november er opdelt således:

  • 10:00-12:00: Profiler med en Fanscore på 100 eller derover.
  • 13:00: Billetsalget åbner for alle, såfremt der er flere ledige billetter

Vigtig information om billetkøb til udebanekampe
Du vil som sædvanligt skulle tilknytte én unik profil pr. billet. I perioden med forkøbsret er det kun profiler, der har adgang til forkøbsretten, som kan tilknyttes en billet.

Det er altså stadig muligt at købe for dine venner, så længe de har optjent nok point til at have forkøbsret.

Du kan tjekke din Fanscore ved at logge ind på mit.brondby.com eller i Brøndby IF-appen.

Af sikkerhedsmæssige årsager skal billetter til vores udebaneafsnit være personlige og have påtrykt navn. Det vil være påkrævet at fremvise billed-id for at få adgang til udebaneafsnittet. Navnet på dit billed-ID og navnet påtrykt din billet skal være identisk for at få adgang til kampen.

Hvis du ikke tidligere har købt billetter underlagt disse sikkerhedskrav, anbefaler vi, at du læser information om udebanebilletter på denne side.