
U17 i storsejr på 4-1 over FC København
09.03.2023 09:13
Onsdag eftermiddag fik U17-drengene rejst sig fra weekendens nederlag, da de hjemme tog imod FC København på Bane 2.
Her blev det til en 4-1 sejr over rækkens tophold, som inden gårsdagens opgør blot havde tabt en enkelt kamp i sæsonen.
Det var et U17-hold, som kom rigtig godt ud af starthullerne, og som fra kampens start lagde et aggressivt pres på gæsterne, der kastede et par muligheder af sig ude foran deres felt.
Trods den gode start var det alligevel gæsterne, som kom på tavlen efter blot otte minutters spil til 1-0.
Brøndby-holdet fik rystet chokket af sig undervejs i første halvleg, og kort før pausen kunne Nilas Yacobi bringe balance i tingene og udligne til 1-1.
Efter pausen kom Menno van Dams drenge ud med ild i øjnene og fik strikket et par gode, hurtige angreb sammen, som lagde pres på FC København.
Det gode presspil gav pote efter 51 minutter, da Jonathan Agyekum blev sendt i dybden og lagde bolden ind til 2-1.
Efter en times spil udbyggede Masterclass-drengene føringen, da Erem Özkul kom på tavlen til 3-1 efter et hjørnespark, og så lugtede det for alvor af tre point.
Kort efter kunne Jonathan Agyekum lukke og slukke kampen, da han scorede sit andet mål i opgøret til stillingen 4-1, som også endte med at blive kampens resultat.
Brøndby IF - FC København (U17)
0-1
1-1 Nilas Yacobi
2-1 Jonathan Agyekum
3-1 Erem Özkul
4-1 Jonathan Agyekum
Startopstilling
1. Noah Sømmergaard
2. Waldemar Bjergfelt
3. Erem Özkul
4 Phillip Søndergaard
5. Lukas Larsen
6. Oliver Lauritsen
8. Jacob Ambæk
10. Adam Claridge
11. Jonathan Agyekum
19. Nilas Yacobi
23. Jakob Wismann
Bænken
7. Magnus Søndergaard
9. Alfred Kramer
12. Gustav Johansen
16. William Sonne-Schmidt (RM)
17. Danial Riaz
21. Pelle Hoekstra