U17 vandt over Esbjerg på Brøndby Stadion

24.05.2023 06:44

Den sædvanlige hjemmebane på Bane 2 var tirsdag eftermiddag udskiftet med græstæppet på Brøndby Stadion, da vores U17-hold fra Masterclass tirsdag hjemme tog imod Esbjerg fB på en regnvåd forårsdag.

Her blev det til en sikker sejr på 4-1 over vestjyderne, som allerede kort inde i kampen kom bagud, efter Nilas Yacobi kunne give de blågule en fremragende start på opgøret. 

Godt og vel et kvarter efter straffede gæsterne en fejl i Brøndby-forsvaret, og så kunne de gå ned og udligne til 1-1 trods 20 rigtig stærke minutter af hjemmeholdet. 

Men det slog ikke U17-drengene ud, for bare fem minutter efter kunne Jonathan Agyekum endnu engang sikre en blågul føring, da han sikkert lagde bolden i kassen, efter han modtog en dybdebold.

Efter pausen skulle vi frem til det 77. minut, før Jacob Ambæk udbyggede til 3-1, da han på kanten af feltet placerede bolden ovre i modsatte hjørne, og så lignede det så småt en blågul sejr.

Mod slutningen havde den farlige Brøndby-offensiv flere gode muligheder for at score, og her var det Nilas Yacobi, som i overtiden kunne score sit andet mål i opgøret til slutresultatet 4-1.

Efter weekendens nederlag bringer sejren Menno van Dams drenge tilbage i guldkampen i toppen af U17 Ligaen, hvor de lige nu indtager en aktuel tredjeplads.

- Den bane skal være deres mål at spille på
Cheftræner Menno van Dam er glad for, at spillerne fik muligheden for at spille på stadionbanen, og at de gjorde et rigtig godt indtryk foran de fremmødte tilskuere.

- Inden kampen snakkede vi om, at vi skulle være stolte over, at vi stadig spiller med om mesterskabet i U17 Ligaen, og at vi fik chancen for at spille på en så fantastisk bane inde på Brøndby Stadion.

- Drengene var også virkelig stolte over at spille derinde, kunne jeg mærke på dem. Det kom også til udtryk i måden, de spillede på, og den energi de lagde fra kampens begyndelse. Dén bane skal være deres mål at spille på.

- Så det var generelt en rigtig god oplevelse for spillerne, men også for os i trænerstaben, og så endte det også med en sejr til os.

Brøndby IF - Esbjerg fB U17
1-0 Nilas Yacobi
1-1
2-1 Jonathan Agyekum
3-1 Jacob Ambæk
4-1 Nilas Yacobi

Startopstilling:
1. William Sonne-Schmidt
2. Waldemar Bjerfelt
5 Lukas Larsen
6 Oliver Sejer Lauritsen
8 Ali Al-Najar
10 André Escobar
11 Jonathan Agyekum
12 Gustav Johansen
17 Danial Riaz
19 Nilas Yacobi
23 Jakob Wismann

Bænken:
4 Philip Søndergaard
7 Jacob Ambæk
9 Alfred Klamer
16 Noah Sømmergaard
18 Noah Kirkegaard
25 Viktor Sørensen