Brøndby IF takker Leif Hansen for 55 år som frivillig
31.05.2023 08:11
Der findes legender på banen – men så sandelig også Brøndby legender udenfor kridtstregerne.
Leif Hansen er en af dem. Og han er en af de helt store.
Mandagens kamp mod FC Nordsjælland var Leif’s sidste kamp som frivillig vært, for han har nemlig valgt at pensionere sig selv, da Leif har rundet 87 år og gerne vil bruge lidt mere tid med familien.
Leif har været frivillig i Brøndby IF i 55 år og startede som træner i ungdomsafdelingen i 1968.
Derudover har Leif modtaget en række hædersbevisninger:
- Rudolf Pokalen (opkaldt efter Rudolf Larsen, Per Bjerregaards far)
- Ib Nielsen Mindepokal (opkaldt efter Forældre Brøndby IF's første formand)
- Klubbens Sølvnål
- Klubbens Guldnål (35 års frivilligt arbejde i klubben)
- SBU's Æresnål
- DBU's Sølvnål
- Brøndby Kommunes Idrætslederpris
Den velfortjente stående applaus blandt klubbens partnere inden mandagens kamp i Michael Laudrup Lounge - hvor Leif havde sin daglige gang på kampdage - vidner om en hel særlig person.
Brøndby IF takker Leif for sit store engagement i klubben.