Optakt: Info og stats om AGF - Brøndby IF

02.06.2023 09:16

AGF - Brøndby IF
Ceres Park
32. runde af 3F Superligaen

Dommer: Jens Maae
Kickoff: 4. juni kl. 17:00
TV: 6'eren
Liveupdate: BrøndbyLive på Twitter

Karantæne
Nicolai Poulsen, AGF
Sigurd Haugen, AGF

Karantænefare
Spillere kan kun komme i karantæne i Europa Playoff-kampen, hvis de udvises 32. spillerunde, for efter den sidste spillerunde i Superligaen nulstilles karantænepoint, dog ikke uafsonede karantænedage som følge af enten to gule kort eller direkte rødt kort i samme kamp.

Det betyder, at optjente karantænepoint nulstilles inden playoff-kampen om Danmarks lavest rangerende UEFA-plads.

Superligaform – seneste fem kampe
Brøndby IF: V-U-T-V-V (10 af 15 mulige point)
AGF: V-T-U-V-V (10 af 15 mulige point)

De seneste fem indbyrdes Superligaopgør
16.04.2023 Brøndby IF 1-0 AGF
23.10.2022 AGF 2-2 Brøndby IF
17.07.2022 Brøndby IF 1-0 AGF
13.03.2022 Brøndby IF 1-1 AGF
18.07.2021 AGF 1-1 Brøndby IF

Vinkler om kampen
Da Mathias Kvistgaarden lavede hattrick i mandags, var det hattrick nummer 26 scoret af en Brøndby-spiller i Superligaen. AaB er eneste klub med flere hattrick (27) mens OB (25) ligger lige i hælene på Brøndby.

Brøndby IF har mødt AGF 91 gange i Superligaen, og de 91 kampe er endt med 48 sejre til Brøndby IF, 21 uafgjorte og 22 nederlag.

Brøndby IF har scoret 153 gange mod AGF i Superligaen, dog har tre af scoringer været selvmål af AGF-spillere. AGF kan med to scoringer søndag runde 100 Superligamål mod Brøndby IF, da de lige nu er noteret for 98 træffere mod de blågule - her er to af scoringerne dog sendt i nettet af Brøndby-spillere (Stenderup og Hermannsson).

46 af de 91 Superligakampe mod AGF har været på udebane. 19 af kampene er endt med en sejr til Brøndby IF, 10 endt uden vinder og 17 gange har AGF snuppet alle pointene. Målscoren er i Brøndbys favør og lyder på 71-68.

Brøndby IF vandt de to klubbers seneste indbyrdes opgør i Superligaen, da Sebastian Sebulonsen blev matchvinder med kampens enlige træffer i det 37. minut. Og at målet faldt før pausen, var lidt en overraskelse – eller afvigelse fra normen om man vil – for 148 af de 251 mål der er scoret i Superligakampene mellem Brøndby IF og AGF er faldet i 2. halvleg, svarende til at blot 41% af målene bliver scoret i 1. halvleg.

Det ligger helt fast, at Brøndby IF slutter sæsonen som nummer fem eller seks, og dermed ikke kan komme i spil til en tur ud i Europa.

Inden sidste runde ligger Brøndby IF nummer fem med 43 point, hvilket er tre point mere end Randers FC på 6. pladsen. Samtidig er Brøndbys målscore minus fire mod minus syv hos Randers FC, så hvis Brøndby skal ende på sidstepladsen i Mesterskabsspillet, skal Brøndby dels tabe med et par overskydende mål samtidig med at Randers FC vinder med et par overskydende mål i Parken.

Ligegyldigt om Brøndby IF ender på 5. eller 6. pladsen, så vil det desværre betyde, at denne sæsons placeringer er de blågules dårligste placering i Superligaen, siden man i 2012/13-sæsonen endte på en 9. plads.

Mathias Greve kan spille sin Superligakamp nummer 50 for Brøndby IF.

Brøndby IF har scoret 45 mål i denne sæson, 21 af dem før pausen og 24 mål efter pausen. Defensiven har lukket 49 mål ind, også her er der faldet flest mål efter pausen, da fordelingen er 22-27 på hhv. 1. og 2. halvleg.   

AGF topper sammen med Randers FC listen over flest clean sheets i denne Superligasæson. De to klubber har holdt nullet 11 gange, hvilket er fire gange mere end Brøndby IF. Brøndbys seneste clean sheet var den 30. April, da de blågule vandt 1-0 i Parken.

Brøndby IF har scoret i deres seneste fem udekampe i Superligaen, og har også scoret de seneste syv gange de har mødt AGF på udebane i Superligaen.

Brøndby IF kommer til at blive set af mere end 500.000 tilskuere i denne sæson, for indtil videre har der været 495.818 tilskuere til de første 31 kampe, og mon ikke at der kommer mere end 4.182 på søndag i Aarhus? 

Skulle Brøndby IF kommer foran 1-0, er det 50. Gang, at de blågule kommer foran 1-0 mod AGF i Superligaen. De første 49 gange Brøndby IF er kommet foran 1-0 mod AGF er endt med 43 sejre og seks uafgjorte.

Omvendt er AGF 36 gange kommet foran 1-0, hvilket for Brøndby IF har resulteret i fem sejre, ni uafgjorte og 22 nederlag. Defensiven har været mest sårbar i det 45. Og 64. Minut, hvor der i begge minuttal er scoret fire gange mod Brøndby - og så er der også scoret tre gange mod de blågule i kampens sidste lange minut.

Dommerne
Søndagens dommer er Jens Maae, og den 41-årige dømmer på søndag sin Superligakemp nummer 199.

Brøndby IF har været det ene hold i 32 af Maaes 199 Superligakampe, og de 32 kampe er endt med 15 Brøndby-sejre, 10 uafgjorte og syv nederlag.

Jens Maae har dømt fem Superligakampe mellem Brøndby IF og AGF, en af dem blev vundet af Brøndby - dog med den lille note, at da Jesper Lindstrøm scorede sejrsmålet i juli 2020, da var Jens Maae blev udskiftet med Sandi Putros i pausen. De øvrige fire opgør er fordelt 2-2 på uafgjorte og nederlag.

Liniedommere: Daniel R. Krogstrup og Heine Bonne Sørensen

4. dommer: Lasse Læbel Graagaard

VAR: Mikkel Redder

AVAR: Lars Rix