Sejr over Hillerød i første testkamp

06.07.2023 15:44

Det endte med en sejr på 2-1, da Hillerød her til eftermiddag kom besøg i vores første testkamp denne opstart. 

På en særdeles velbesøgt Bane 1 kunne de mange fremmødte fans se Kvistgaarden og hjemvendte Rasmus Wikström sørge for de to kasser, som gav os sejren.

Det startede ellers ud med en forholdsvis jævnbyrdig første halvleg, hvor der var chancer i begge ender.

Efter pausen fik vi kampens første mål, og her var det gæsterne som kunne bringe sig foran til 1-0, da Hillerøds angriber modtog en bold ude ved buen af vores felt, lavede en vending og sparkede kuglen ned i hjørnet, hvor indskiftede Ægidius ikke kunne nå at komme ned.

Men efter knap en times spil svarede Brøndby-spillerne tilbage, da Rasmus Wikström ragede højest op på hjørnespark og snittede bolden over i modsatte hjørne af kassen til stillingen 1-1.

Kort efter var forsvarsspilleren tæt på at komme på tavlen igen, da han med et lille ryk med hovedet fik vippet bolden op på overliggeren, men bolden gik desværre ud af målet.

Der gik ikke længe efter, og så var det Kvistgaarden, som kom på måltavlen. Efter et fint indlæg af Riveros ude i venstre siden, missede han forsøget i først, men scorede så i anden omgang på en returbold til 2-1.