Brøndby IF og Jacob Rasmussen indgår fireårig aftale

14.07.2023 08:00

Den 26-årige danske midtstopper Jacob Rasmussen vender hjem til Danmark efter en lang årrække i udlandet, hvor han de seneste år har været på kontrakt i Fiorentina, men udlejet til bl.a. Vitesse og senest Feyenoord. Jacob Rasmussen skifter med omgående virkning til Brøndby IF på en fireårig aftale og træder ind i truppen her til morgen på træningslejren. 

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om tilgangen af Jacob Rasmussen. 

- Vi er meget tilfredse med at få tilknyttet Jacob. Jacob er en utrolig dygtig spillende midtstopper, som i en ung alder skiftede til udlandet, hvor han de sidste mange år blandet andet har spillet i Serie A og i Æresdivisionen. Jacob er venstrebenet og dygtig til at sætte spillet, og giver os derfor nogle flere muligheder i opbygningsfasen. Derudover så er Jacob som type en spiller, der sætter store krav til sig selv og sine omgivelser, og som vil vinde uanset om det er kamp eller træning. Vi ønsker hele tiden at øge konkurrencen i truppen, og vi har et hold, som er sultent efter succes, og her er Jacob præcis den type spiller, vi føler kan bidrage til, at vi rykker os som hold.  

Selv siger Jacob Rasmussen om sit skifte til Brøndby IF. 

- Jeg har fået min fodboldopvækst på Fyn og kom til udlandet i en relativ ung alder. Det har bragt mig fra norsk og tysk fodbold til Serie A og Æresdivisionen, hvilket har udviklet mit spil og mig selv personligt utroligt meget. Jeg er et sted i min karriere, hvor jeg har en masse erfaring, som jeg ønsker at få bragt i spil i en klub, der ønsker at spille med i toppen af sin respektive liga. Så da jeg først hørte om Brøndby IF’s henvendelse, og med mit kendskab til Brøndby IF’s trup og klubbens ambitioner, så var jeg aldrig i tvivl om, at det var det rette match. Ligesom fansene ikke står på tribunerne og støtter holdet for sjov skyld weekend efter weekend, så spiller jeg fodbold for at vinde kampe og medaljer. Derfor er jeg utrolig glad for at blive en del af Brøndby IF, og jeg glæder mig til at møde mine nye holdkammerater og til at give den fuld gas til træning. 

Jacob Rasmussen får trøje nummer 4 og starter træningen med sine nye holdkammerater her til formiddag.