Aftale med 19-årig amerikaner
14.07.2023 20:00
Brøndby IF har indgået en aftale med den unge amerikanske højre back Justin Che, som løber frem til sommeren 2026.
Den 19-årige amerikaner skifter fra FC Dallas, men har tidligere været på udleje til FC Bayern München, hvor han spillede på reserveholdet, samt Hoffenheim, hvor han fik to optrædener i Bundesligaen.
Derudover repræsenterer Justin USA på det amerikanske U20-landshold, hvor han senest fik fuld spilletid ved det netop afholdte U20 VM.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om tilgangen:
- Justin Che er en ung og meget talentfuld back, som allerede har prøvet kræfter med tysk fodbold og Bundesligaen. Med det talent og den skoling, Justin har fået, kan vi sammen få det forløst, og så tror vi på, at Justin kan komme til at spille en stor rolle hos os. Derfor har vi rakt ud og fået muligheden for at få Justin tilknyttet. Vi har en rigtig stærk trup og dygtige talenter på vej fra Brøndby Masterclass, og med nye tilgange som Justin, fortsætter vi med at bygge ovenpå det elitemiljø, vi allerede har i dag, hvor vi har stærk konkurrence på alle positioner.
Om skiftet til Brøndby IF siger Justin Che:
- Jeg har haft nogle gode ophold i Tyskland, hvor jeg har udviklet mit spil meget, og nu ser jeg frem til at tage næste skridt i min karriere sammen med Brøndby IF. Jeg har stor tillid til, at jeg kan byde mig til, men jeg ved også at jeg i første omgang skal ind og vise mig frem til hver træning i en rigtig stærk trup og arbejde hårdt, indtil muligheden byder sig til på den eller anden måde.
Justin Che får trøjenummer 46 og er allerede landet i træningslejren.