Sejr i årets første træningskamp

22.01.2023 14:17

Søndag eftermiddag blev det til en sejr i årets første træningskamp, da Hvidovre IF lagde vejen forbi en flot besøgt Bane 2 i Brøndby. Opgøret var samtidig Jesper Sørensens første test som cheftræner.

Kampens startede med en blågul scoring allerede efter et kvarter, da Nicolai Vallys med en flot bold i dybden fandt Carl Björk, der rundede gæsternes keeper og lagde bolden i nettet. Mere blev der ikke scoret før pausen. 

Til anden halvleg blev der skiftet ud på hele ti positioner, og det betød blandt andet en uofficiel debut til Håkon Evjen. Det tog dog lige et par minutter, før tingene var i overensstemmelse, og det udnyttede gæstede til at bringe sig på 1-1 hurtigt efter sidebyttet. 

Marko Divkovic ville det dog anderledes. Kroaten startede anden halvleg med et fint hovedstød, der desværre tog overliggeren. Efter lidt over en times spil lykkedes det dog angriberen at komme på tavlen. Endda to gange. Først sendte han et glimrende frispark i nettet, inden han få minutter senere i et sammenspil med Evjen kunne lægge bolden i kassen til 3-1. 

Med ti minutter igen lukkede og slukkede Simon Hedlund med endnu en frisparksscoring til kampens resultat 4-1, der sikrede en god sejr i årets første test. 

Næste opgave for Jesper Sørensens tropper er nu på fredag, når svenske IF Elfsborg gæster Bane 2 kl. 14:00.