
Cappis inden første test: Bliver dejligt at spille kamp igen
20.01.2023 12:25
Søndag venter første træningskamp i denne opstart, når vi møder Hvidovre IF på Bane 2.
Det er første kamp siden 4-0-sejren over Tenerife på træningslejren tilbage i december, og derfor glæder Christian Cappis sig til at komme i kamp igen.
- Det bliver dejligt at spille kamp igen, og også at få muligheden for at implementere det, vi har løbet og trænet på i de sidste to uger. Vi havde jo senest en rigtig god kamp for en måneds tid siden mod Tenerife nede på træningslejren. Så vi håber, at vi kan levere en præstation, som vi gjorde dernede, for vi spillede en rigtig god kamp, både individuelt og som hold, fortæller Cappis og sætter ord på de sidste par ugers opstart.
- Det har jo været hårdt for kroppen at komme i gang igen, og det er det egentlig altid med de her opstarter, men det er sådan, det skal være. Det er samtidig nu, vi skal lægge på både fysisk og mentalt for at være der, hvor vi gerne vil være. Udover det skal vi jo også lære Jesper Sørensens nye idéer og tanker om, hvordan vi som hold skal spille, så det er en god mulighed for at prøve ting af.
Cappis fortæller også, at det har været godt at komme tilbage og se holdkammeraterne igen efter en længere ferie end normalt.
- Vi har jo haft en længere ferie denne gang, og det har selfølgelig været dejligt at være væk fra det hele og sammen med familien, men det har også været godt at komme tilbage i klubben igen. Vi har en rigtig god trup med en god dynamik i omklædningsrummet, så det er godt at være sammen med de andre igen.
Kampstart er søndag kl. 14:00, og du kan streame den direkte på Brøndby TV+.
Der er også åbent for tilskuere.