Brøndby IF vinder Atlantic Cup 2023
10.02.2023 17:04
Fredag eftermiddag vandt vi Atlantic Cup 2023 nede på træningslejren i Portugal efter at have besejret Viking FK i vores sidste kamp med 3-2.
Trods nordmændenes to mål var det en forholdsvis ensidig affære i store dele af de 90 minutter på et særdeles vindblæst Estádio Algarve.
Efter knap 20 minutter kom Viking i front på en omstilling, men kort før pausen blev opgøret vendt fuldkommen på hovedet.
Først kunne Sebulonsen udligne til 1-1 og bringe balance i tingene. Dernæst stangede Omoijuanfo bolden i kassen efter et hårdt indlæg fra Simon Hedlund, og så var vi pludselig foran.
Kort efter var det svenskeren selv, som kom på måltavlen, da han kunne score til 3-1, inden kampens dommer fløjtede til pause.
Efter pausen fortsatte det store blågule overtag, og nordmændene var da også presset i bund i det meste af de resterende 45 minutter.
Dog blev der til allersidst tilført en smule spænding i opgøret, da Viking FK reducerede til 3-2.
Reduceringen betød intet for kampens udfald, som endte med en sejr på 3-2, og dermed er vi vindere af Atlantic Cup 2023.
I morgen rejser spillertruppen hjem fra træningslejren i Portugal.