Programmet for vinteropstarten 2024
21.12.2023 11:29
Se datoerne for vores træningskampe nederst i artiklen.
Vi overvintrer på andenpladsen i 3F Superligaen, og spillere og stab er i øjeblikket på juleferie.
Efter juleferien møder spillere og stab ind den. 8. januar, hvor spillerne skal igennem de sædvanlige konditionstests og løb i Brøndby Skoven, før de igen kan træde ud på træningsbanen onsdag 10. januar.
Herefter følger ti dage med træning før den første træningskamp finder sted lørdag 20. januar, og her er modstanderen Superliga-mandskabet Hvidovre IF. Fredag 26. januar spiller vi vores anden træningskamp i opstarten, og her er modstanderen FC Fredericia. Begge træningskampe spilles hjemme i Brøndby.
Den 31. januar rejser Brøndby IF endnu engang til Portugal på træningslejr, hvor vi skal deltage i den årlige Atlantic Cup. Vores modstandere i dette års Atlantic Cup er IFK Göteborg, FC København og MLS-mandskabet Real Salt Lake.
Cheftræner Jesper Sørensen fortæller her om opstarten for spillerne.
- Vi har lavet et opstartsprogram, hvor vi i de første par uger selvfølgelig har en del fokus på det fysiske, men også på det taktiske. Vores første træningskampe er mod modstandere, der har forskellige spillestile, Hvidovre IF og FC Fredericia, som med hver deres spillestil vil give os gode muligheder for at prøve os selv af i kampe med forskellige kampbilleder.
- I Portugal skal vi igen i år spille med i Atlantic Cup, hvor vi møder IFK Göteborg, som vi har mødt i træningskampe en del gange før, og som vi ved er et godt hold, der vil give os kvalificeret modstand, ligesom vi skal spille imod FC København, som vi kender indgående. Derudover skal vi spille imod Real Salt Lake, som til dagligt spiller i MLS i USA, som er en spændende liga og et hold, som vi ser frem til at møde.
- Sidst men ikke mindst, så slutter vi opstarten med at spille en træningskamp mod Hillerød, når vi kommer hjem fra Portugal, som skal give os den sidste skarphed i truppen, så vi er klar til at tage imod FC Midtjylland i forårets første spillerunde.
Overblik over træningskampe
20. januar: Brøndby IF - Hvidovre IF kl. 13:00
26. januar: Brøndby IF - Fredericia FC kl. 13:00
3. februar: Brøndby IF - Real Salt Lake
5. februar: Brøndby IF - FC København
9. februar: Brøndby IF - IFK Göteborg
12. februar: Brøndby IF - Hillerød kl. 14:00
Vores spilletidspunkter og spillesteder for kampene i Atlantic Cup er ikke fastlagt endnu, men vi melder ud, så snart vi kender de præcise tidspunkter.
Alle kampe spilles over 2 x 45 minutter, bortset fra træningskampen mod Fredericia FC, hvor der spilles 3 x 45 minutter.
Alle træningskampene vil blive streamet på Brøndby TV for sæsonkortholdere og Brøndby TV+ abonnenter. Nærmere information om kamptidspunkter følger.
Der tages forbehold for ændringer i programmet.