Nicolai Vallys er Årets Spiller i Brøndby IF 2023
02.12.2023 19:52
Hvert år kårer alle de frivillige i Brøndby IF Årets Spiller. Det er en pris forbundet med en stor ære, og den uddeles til den traditionelle årsfest for klubbens trænere, ledere og alle frivillige, der finder sted i starten af december.
I år er de frivilliges valg faldet på vores offensivspiller, Nicolai Vallys, der løb med flest stemmer af alle.
2023 har budt på 31 kampe for offensivspilleren, hvor han har bidraget med 13 mål og fem assists. Nicolai Vallys fik ligeledes debut på det danske A-landshold i september mod San Marino i Parken.
Nicolai Vallys fik overrakt prisen i omklædningsrummet tidligere på ugen til stor overraskelse, og på Brøndby TV kan du se, hvordan det gik til.