Nederlag i første pokalkvartfinale

07.12.2023 19:03

Torsdag aften tog vi hul på kvartfinalen i Oddset Pokalens kvartfinale, hvor vi på Ceres Park spillede første af to opgør. Her skulle vi forsøge at sikre et godt resultat til returkampen om søndagen på Brøndby Stadion.

Hjemmeholdet kom bedst fra start i opgøret og fik spillet sig frem til nogle halve chancer, der dog ikke blev for alvor farlige for Patrick Pentz i målet. Den første blågule chance tilfaldt Ohi Omoijuanfo efter et kvarters spil, hvor angriberen modtager en flad bold fra højre inde i feltet, men anføren for desværre ikke ordentlig ram på kuglen og sparker til målspark.

Derfra bølgede halvlegen frem og tilbage mellem de to mandskaber, med optrak til chancer i begge ender. Kort inden pausen kom opgørets første mål så, og her var det hjemmeholdet, der bragte sig i front. En dødbold fra højre blev sendt ind i feltet, og en halvsløj clearing af indlægget tilfaldt hjemmeholdets Janni Serra, der sendte den i kassen. AGF gik dermed til pause med en føring i pokalopgøret.

Anden halvleg startede bedre for vores vedkommende, og kort inde i halvlegen fik Marko Divkovic en god mulighed på kanten af feltet. Kroaten hamrede til bolden på sin førsteberøing og sendte kuglen på stolpen.

AGF havde også muligheden for at udbygge efter en times spil, hvor Gift Links fik en fri afslutning i vores felt, men afslutningen gik forbi Patrick Pentzs mål og til målspark. Hjemmeholdet fik dog udbygget kort efter på endnu en dødbold. Denne gang blev bolden sendt ind fra venstre, hvor AGF’s Tingager rakte højest og headede bolden i kassen.

På søndag venter returopgøret på Brøndby Stadion, hvor en semifinalist i Oddset Pokalen skal findes. Find billetter til årets sidste hjemmekamp her.