Jesper Sørensen: En rigtig dårlig følelse

07.12.2023 20:05

Vi løb ind i et udebanenederlag på 2-0 mod AGF i det første opgør i Oddset Pokalens kvartfinale. Vi tog en snak med cheftræner Jesper Sørensen efter nederlaget.

- Det er en rigtigt dårlig følelse. Vi spiller en dårlig kamp og får ikke leveret den præstation, vi skal herovre mod et hold, der kommer ud og er aggressive, og det vidste vi godt, at de ville være. De kommer ud og vil gøre det svært for os, og det fik de også gjort. 

- Vi havde svært ved at få løst op ved at få lagt de ting ind, som skal ligge i bunden af en fodboldkamp: Duelspil og andenboldsspil - noget vi egentligt gerne vil undgå, men når det er der, skal man kunne klare det, og der var vi ikke stærke nok. 

Hjemmeholdet har i denne sæson været stærke på dødbolde, og det var herigennem, at de fandt vej til netmaskerne ved begge scoringer i onsdagens opgør. Noget som ærgrer Jesper Sørensen, da det har været ét af fokuspunkterne frem mod kampen.

- Det er selvfølgelig noget, som har haft stort fokus fra vores side, også fordi vi ved, at det er noget, AGF er superstærke til. At vi så indkasserer to mål på det er selvfølgelig ærgerligt. 

- Det er irriterende og ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Vi har forberedt os godt på det, så godt som vi nu troede, vi kunne. Og at vi indkassere mod AGF på det er irriterende, men det er jo, som det er.

Se hele interviewet med Jesper Sørensen på Brøndby TV