
Vallys: Skal være dominerende på bolden
11.08.2023 09:21
På søndag står der igen 3F Superliga på menuen, når Lyngby BK kommer på besøg på Brøndby Stadion.
Vores offensivspiller Nicolai Vallys ser frem mod opgøret, hvor de blågule skal spille med tro på egne evner, men samtidig være bevidste om Lyngbys.
- Vi skal have tro på os selv og vores egne evner, men også respekt for Lyngby, som jo har leveret rigtig fint i de første kampe i denne sæson og slutningen af sidste sæson, fortæller Nicolai Vallys.
Nicolai Vallys vil se noget af det samme spil, som vi leverede i første halvleg mod førerholdet FC Nordsjælland på kunstgræsset i Farum.
- Det gælder om at være dominerende på bolden, og så selvfølgelig få lukket af bagtil. Vi skal stå rigtigt på banen og have respekt for, at de dygtige i deres spil. Vi skal levere noget af det, som vi leverede i første halvleg mod Nordsjælland, hvor vi var gode på bolden og ikke gav meget væk. Kan vi det, så er jeg sikker på, at der er gode muligheder for at sikre tre point på søndag.
- Det handler om tre point, og det er også det, vi alle sammen godt ved. Vi skal gøre alt for at levere en god præstation på Brøndby Stadion, med fansene i ryggen. Det er, som det altid har været. Vi skal gøre alt for at vinde, når vi spiller på hjemmebane i Brøndby, og give fansene en stærk præstation. Vi skal ud at revanchere de seneste nederlag, og det er dét, alle arbejder hen i mod, slutter Nicolai Vallys.
Kampstart på søndag mod Lyngby BK er klokken 16:00, og du kan finde billetter til opgøret her.