Longread: Sæsonoptakt med U19-træner Menno van Dam

03.08.2023 08:50

Sommeren har budt på en intern trænerrokade i Brøndby Masterclass, hvor trænerparret fra sidste sæsons double-sejr på U17 begge har fået nyt ansvar.

Menno van Dam har fra den nye sæson fået tøjlerne på U19-holdet, mens Viktor Kynde har skiftet assistentrollen ud med cheftrænertjansen på U17-mandskabet.

I den forbindelse vil vi kigge nærmere på de to nye cheftræneres opstarter på U19- og U17-holdet, hvor vi i denne uge har fokus på U19-cheftræner Menno van Dam.

I denne artikel dykker vi ned i Menno van Dam og hans U19-hold, og som er glad og stolt over at have fået ansvaret for de ældste i Masterclass, som han kalder en fed udfordring og en position, der passer godt til ham.

- Jeg er virkelig glad for denne klub. Jeg synes også, at vi er et godt match i forhold til min personlighed og den måde, jeg tænker fodbold på. At klubben synes, at jeg passer godt til positionen som U19-cheftræner, og at jeg får lov til at arbejde med de ældste spillere i Masterclass, er en stor ære, fortæller U19-cheftræneren og fortsætter:

- Det er en fed udfordring af skulle bygge bro til førsteholdet. Jeg har mange snakke med Frederik Birk og Bent Christensen, hvor vi blandt andet ofte vender de tre talenter, der viser sig godt frem i førsteholdstruppen i øjeblikket. Det er noget nyt for mig at skulle arbejde så tæt sammen med førsteholdstruppen, men jeg kan godt lide at skulle arbejde med de spillere, der er på det sidste trin i akademiet.

- Spillerne skal gøres klar til Superligaen i måden, de tænker og begår sig på, måden de træner og restituerer på. De skal vide, hvad det kræver, for at blive en professionel fodboldspiller i Brøndby IF. Jeg nyder den opgave, og hvis man kan gøre det i en topklub i Danmark, så kan man godt være tilfreds. Jeg er meget glad for, at klubben har givet mig denne chance.

Har savnet fodbolden i ferien
Efter sidste sæsons doubletriumf som cheftræner på U17-holdet, holdt hollænderen en velfortjent sommerferie, men mod slutningen af selv samme ferie begyndte det at krible i kroppen for at komme tilbage på grønsværnen og arbejde med Masterclass-talenterne. 

- Du bliver altid sulten efter at komme tilbage på træningsbanen, når du nærmer dig den sidste uge af ferien. Endelig er vi tilbage, og jeg har også fornemmelsen af, at drengene har haft det på samme måde, for de er kommet med en masse energi. Nu stræber vi efter at skabe en stærk kultur og stemning i truppen. Et stærkt fællesskab, som vi bygger alt på i Brøndby IF, fortæller cheftræneren og sætter ord på, hvad opstarten bruges på.

(Artiklen forsætter under billedet)

- Op til sæsonstart har vi meget fokus på spillet med bolden, for spillerne er i forvejen rigtig dygtige i omstillingsspillet, og det er stilen i Brøndby IF, men jeg mener, at vi skal forbedre os med bolden, så vi kan lægge et godt og længere pres højt i banen. Det har også været anderledes for drengene, men mod Hvidovre havde vi nogle rigtig gode eksempler på, hvad vi arbejder med.

- Det er altid sådan i en opstart, at arbejdet med det tekniske er en anelse mindsket, da spillerne skal arbejde hårdt på deres fysik. Vi skal gerne kunne ramme et højt intensivt niveau i længere og flere perioder, men det har virkelig været en god start, og det har været godt at arbejde med gruppen. Det er generelt bare fedt at være tilbage på banen.

Skal bygge på aggressivt udtryk i spillet
Et solidt og aggressivt presspil er en fundamental taktisk byggesten i Brøndby IF's måde at praktisere fodbold på, og det er helt sikkert noget, der passer Menno van Dam.

Samtidig ønsker cheftræneren dog også, at hans spillere bliver bedre med bolden, så der kan lægges et kontinuerligt pres med bolden på modstanderens banehalvdel, men stadig afsøge den hurtigste vej til mål.

- Højt pres er indgroet i Brøndby IF’s stil. Når vi ser førsteholdet tørne ud på Brøndby Stadion, så er det tydeligt, at fansene elsker den måde at spille på uden bolden. Vent ikke på at få bolden tilbage, men vær’ aggressiv. Det er også et tegn på, at du vil være chefen på banen og vil diktere, hvor bolden flyttes hen, og hvornår den vindes tilbage. Det er helt sikkert også noget, jeg vil bringe ind på U19-holdet.

"Jeg vil også gerne kunne stå på sidelinjen og nyde den direkte form for fodbold, vi skal kunne praktisere i Masterclass"

- Menno van Dam

- Måske vil nogle modstandere være i stand til at skubbe os længere tilbage på banen, men vi skal stadig have denne aggressivitet. Jeg synes, at U19-spillerne allerede er rigtig gode til intensivt omstillingsspil. Med bolden vil jeg gerne have, at vi er dominerende på banen. Vi skal spille højt oppe på banen og tæt på modstanderens mål. Nogle gange vil vi så holde på banen en smule længere ad gangen, men stadig spille med hurtige kombinationer og afsøge den hurtigste vej til målet.

- Vi skal tænke og træne mere med bolden, end spillerne har gjort tidligere, så det vil være lidt nyt. Vi skal være klar på at vinde bolden hurtigt tilbage med et intensivt pres, når vi har tabt den, men vi skal også være bedre i vores spilfordeling med bolden.

- Fysikken er vigtig, og derfor har vi mange snakke og meget arbejde med de fysiske trænere, for vi skal have spillerne i topform, så de er klar på at sprinte længere distancer igen og igen og igen. Det er vigtigt for vores måde at spille fodbold på. Det er primært det, vi arbejder på lige nu.

- Det er ikke min filosofi. Det er stilen, vi kører med i Brøndby IF. Det er dét, klubben har skabt i Masterclass med tanke på, hvad fansene gerne vil se. Hurtigt spil mod mål er dét, klubben kan lide, spillerne kan lide, fansene kan lide. Jeg vil også gerne kunne stå på sidelinjen og nyde den direkte form for fodbold, vi skal kunne praktisere i Masterclass.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Skal gøre U19-spillerne klar til Superliga-fodbold
Første prioritet for Menno van Dam er at gøre U19-talenterne parate til Superliga-bold, men der skal samtidig gode præstationer i U19-ligaen med på vejen. 

- Mit job er at gøre Jesper Sørensen glad ved at gøre spillerne klar til Superliga-truppen. Lige nu har vi en håndfuld spillere, som gør sig gældende i førsteholdstruppen. De kan træne med Superliga-truppen og spille kampe for os. Arbejdet går så på at få dem til at tage næste skridt og blive endnu mere klar til førsteholdet, så de virkelig kan banke på. Måske vil én af de tre, der er oppe lige nu, Clement Bischoff, Noah Nartey og Ludwig Vraa-Jensen, får deres debut i denne sæson.

- Jeg ved ikke, om vi kan vinde U19-ligaen. Det bliver i hvert fald svært. Men hvis vi kan, så betyder det også, at vi kan spille Youth League, hvor vi kan bringe spillerne i spil på højeste niveau i Europa, og det vil også være en fantastisk kilde til erfaring og konkurrence. Men det er et drømmescenarie.  

- Først og fremmest skal vi have fokus på vores stil på banen, samtidig med vi skal forbedre spillerne, så de tænker hurtigere, løber hurtigere, bliver stærkere og træner stærkere, så de kommer tættere på førsteholdet, og så må vi se, hvad det rækker til i U19-ligaen. Men selvfølgelig håber vi på, at vi har kvaliteten til at vinde en masse kampe i ligaen.

U19-holdet spiller sin første kamp i U19 Ligaen hjemme i Brøndby mod Silkeborg IF 19. august.

I næste uge kan du læse en sæsonoptakt med den nye U17-cheftræner Viktor Kynde.