
Jesper Sørensen: En fortjent sejr
21.08.2023 03:34
Søndag aften fik vi sæsonens tredje sejr, da vi besejrede FC Midtjylland med 1-0 på MCH Arena. Efter opgøret var cheftræner, Jesper Sørensen, tilfreds med udviklingen af opgøret efter en noget rodet start.
- Det var en meget intensiv kamp, hvor det fysiske niveau overtrumfede det tekniske i starten af opgøret. Vi får til at starte med ikke sat det flow i spillet, vi godt kunne tænke os, men langsomt spiller vi os ind i opgøret, og kommer til en del muligheder, som kaster et godt mål af sig, og jeg synes faktisk, at det er fortjent, at vi vinder.
Udover sejren glæder cheftræneren sig over, at det for andet weekend i træk lykkedes at holde modstanderen fra at score.
- Det giver selvtillid til holdet, at vi ikke skal score så mange mål, for at vinde. Det er rigtig, rigtig fint, for det har jo været noget vi har talt og diskuteret tidligere, at vi skal være i stand til at holde målet rent, fortæller Jesper Sørensen.
Se hele interviewet med vores cheftræner på Brøndby TV.