Greve: Forventer et sultent Vejle-mandskab
26.08.2023 08:56
Nørreskoven er destinationen på mandag, hvor vi skal møde Vejle BK i 3F Superligaens sjette runde.
Kampen falder, efter at vi de seneste to runder har hentet to sejre, og Mathias Greve glæder sig over det forbedret udtryk på banen, og det skal skal der bygges videre på.
- Det positive ved de her sidste to kampe har været, at det har set solidt ud, set over alle 90 minutter. Det er dét, vi måske har kæmpet lidt med i perioder i starten af sæsonen, hvor der har været for mange udfald. Det har set bedre ud, selvom jeg stadig vil vurdere, at der er nogle ting, der selvfølgelig kan blive endnu bedre endnu.
- Jeg synes egentlig, at vi har været gode til at få nulstillet, når vi har mødt ind og skulle indstille os til en ny kamp. Selv efter de to nederlag i streg. Men det er klart, at stemningen altid er en anden, når du møder ind om mandagen, efter at have fået en sejr i weekenden. Men vi fortsætter stadig med at arbejde med deltajerne, så vi kan blive endnu bedre.
Vejle Boldklub her endnu ikke hentet point i 3F Superligaen, men alle deres fem kampe er afgjort med ét enkelt mål, og derfor forventer Mathias Greve et sultent Vejle-mandskab, der ikke blot overgiver tre point.
- Jeg noterer mig ved, at Vejle har spillet nogle tætte kampe i alle deres kampe. De har tabt med ét mål i alle deres kampe, så de har spillet godt med. Det er ikke en modstander, som vi bare tager over til og tager tre point fra, og så forventer jeg også, at de har en enorm sult. Det bliver bestemt ikke nogen nem opgave.
- De har i øvrigt et rigtig fedt stadion, der godt kan komme til at koge på mandag. Så jeg glæder mig og ser frem mod udfordringen.
Kampen fløjtes i gang på mandag kl. 19:00, og opgøret vil blive spillet foran et udsolgt blågult udebaneafsnit.