
Frederik Alves: Det er tungt
06.08.2023 18:53
Det blev desværre til et nederlag søndag aften, da vi drog til Right to Dream Park i Farum for at krydse klinger med FC Nordsjælland.
Midtstopper Frederik Alves sætter efter kampen ord på nederlaget.
- Det er tungt. Når man spiller for en klub som Brøndby IF, så skal man jo helst indsamle så mange sejre som muligt, og det går ikke at tabe for mange kampe. Så det er en ret tung følelse, man står med efter dagens nederlag til FC Nordsjælland.
Efter en ellers fin første halvleg, hvor Nicolai Vallys sender os i front, fik FC Nordsjælland dog vendt opgøret i anden halvleg til deres favør med tre scoringer.
Frederik Alves var også fint tilfreds med første halvlegs forløb, men er skuffet over at smide føringen i anden halvleg.
- Vi spiller en rigtig fin første halvleg, hvor vi også kommer foran og holder den til pausen. I anden halvleg er det som om, vi daler i energi. Vi kan ikke rigtigt få den samme boldomgang i spillet, som vi havde i første halvleg. Det var bare som om, at det ikke helt kørte for os, som det gjorde i første halvleg.
- Vores spil med bolden i første halvleg kan vi godt tage med videre, og jeg synes egentlig, at vi står fint nok defensivt. Der er bare for mange gange i anden halvleg især, hvor det ser for let ud for dem at komme igennem og skabe en chance. Det er bare en simpel bold i bagrummet stort set, og så når de ned i det halvrum, slår et indlæg og så kommer der en chance ud af det. Der skal vi være bedre til at lukke af.