Farvel til Simon Hedlund
20.08.2023 15:13
Efter 4 ½ år i Brøndby IF siger Simon Hedlund farvel, da han skifter på en transfer til Elfsborg. Simon kom til Brøndby IF i januar 2019, hvor han skiftede fra tyske Union Berlin. Siden da har den nu 30-årige svensker spillet 159 officielle kampe for Brøndby IF, scoret 27 mål og lavet 46 assists. Men et af de måske nok mest mindeværdige øjeblik for mange fans i Simons tid i klubben var hans redning på stregen i Aarhus tilbage i foråret 2021. I næstsidste runde i mesterskabssæsonen 2020/2021 spillede Brøndby IF imod AGF, og med sin redning på stregen var Simon med til at sikre en 2-1 sejr til Brøndby IF i den legendariske kamp. Om sin tid i Brøndby IF siger Simon Hedlund.
- Det har været en uforglemmelig tid i Brøndby IF og selvfølgelig vil mesterskabet i 2021 være noget jeg tager med mig resten af livet. Det var en fantastisk sæson og at kunne bidrage til holdet er jeg meget taknemmelig for. Jeg har så mange mindeværdige øjeblikke fra min tid her i klubben, men da vi vinder guld på hjemmebane mod FC Nordsjælland og selvfølgelig kampen i Aarhus i runden forinden, giver mig stadig gåsehud og stolthed over det vi opnåede som klub. Jeg er taknemmelig for den støtte og opbakning fra fansene igennem årene, og selvom der ikke var klarhed over min fremtid sidste søndag, så var det et meget emotionelt øjeblik da fansene kaldte mig ned før kampen mod Lyngby og sang min sang, som en slags afsked. Det betød rigtig meget for mig, så det vil jeg gerne takke for.
Fodbolddirektør Carsten V. Jensen siger om afskeden med Simon Hedlund.
- Simon har i den grad leveret for Brøndby IF igennem sine mange år i klubben, og han har igen og igen vist sin klasse som fodboldspiller. Han havde en stor rolle i at mesterskabet endte i Brøndby IF i 2020/2021-sæsonen, hvor han sammen med blandt andet Jesper Lindstrøm og Mikael Uhre udfordrede de andre klubbers forsvar i 3F Superligaen. Nu siger vi farvel til Simon som vender hjem til sin svenske klub Elfsborg hvor det hele startede. Alle i hele klubben vil gerne takke Simon for hans tid i klubben og ønsker ham alt det bedste på og udenfor banen.