Brøndby IF sælger Rasmus Wikström til Mjällby AIF
21.08.2023 15:00
I sommeren 2021 skiftede svenske Rasmus Wikström til Brøndby IF, men efter en sæson med begrænset spilletid blev Rasmus udlejet til Sønderjyske. Her gjorde han en god figur med masser af spilletid og var en del af et hold som var tæt på at sikre Sønderjyske oprykning til 3F Superligaen. Efter at være returneret til Brøndby IF har man vurderet, at udsigten til spilletid fortsat er relativt begrænset, og derfor har både Brøndby IF og Rasmus sagt ja til en transfer til svenske Mjällby AIF som ligger i den bedste svenske række. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om skiftet.
- Rasmus er en dygtig og målrettet forsvarsspiller som har vist mange af sine kvaliteter frem hos os og særligt hos Sønderjyske på sit lejeophold. Vi har en række dygtige spillere på Rasmus' position og sammen med trænerteamet har vi efter pre-season og de første fire runder af Superligaen vurderet, at udsigten til fast spilletid er lang. På den baggrund har vi og Rasmus takket ja til en transfer til den svenske klub Mjällby AIF. Vi takker Rasmus for sin altid positive og professionelle indsats, og vi ønsker ham held og lykke med det næste skridt i sin karriere.
Rasmus Wikström fik spilletid i én enkelt Superliga-kamp tilbage i foråret 2022, hvor han i kampen mod Silkeborg IF blev skiftet ind i det 83. minut.