
Målløst i Viborg
18.09.2022 16:07
Søndag eftermiddag måtte de blågule spillere for anden uge i træk nøjes med en pointdeling, da det endte i sæsonens første målløse opgør ude på Energi Viborg Arena.
Niels Frederiksens tropper havde generelt en svær kamp i det jyske, idet det gennem hele kampen haltede med chancerne. Første halvlegs bedste forsøg kom i sidste minut, da Mathias Greves afslutning tog en afretning og pralede af på overliggeren. I anden halvleg skulle vi frem til det 80. minut før Anis Slimane havde en ganske stor hovedstødsmulighed, som desværre blev sendt over mål.
I den anden ende var Mads Hermansen i dag tilbage i Brøndby-målet, efter at have siddet ude med en skade. Selv om han ikke blevet testet voldsomt, var det alligevel et Viborg-hold, der i store dele af kampen var i kontrol og også havde flest muligheder i opgøret. På trods af det, var der ingen af mandskaberne, der fandt vej til nettet, og derfor endte det som det startede. Uden scoringer.