
Landsholdsoverblik: Disse spillere skal afsted med landshold
20.09.2022 09:33
Den første landsholdspause i indeværende sæson står for døren, og vi skal endnu engang sende spillere afsted på nationale opgaver.
I denne artikel kan du få et overblik over, hvilke spillere der skal afsted med deres respektive landshold.
Daniel Wass
Tirsdag i sidste uge udtog landstræner Kasper Hjulmand sin trup til de to forestående landsholdskampe i september, og her er der endnu engang fundet plads til Wass i truppen.
Landsholdet spiller to Nations League-opgør mod henholdsvis Kroatien og Frankrig, hvor Danmark har lagt godt fra land med ni point efter fire kampe i deres gruppe.
Kroatien - Danmark
Torsdag 22. september kl. 20:45
Danmark - Frankrig
Søndag 25. september kl. 20:45
Begge kampe kan ses på TV2.
Joe Bell
Vores midtbanespiller skal endnu engang afsted med det newzealandske landshold i en trup bestående af 24 spillere. Denne gang møder Joe Bell og holdkammeraterne Australien i to træningskampe henholdsvis torsdag 22. og søndag 25. september.
Første opgør spilles i Brisbane i Australien, mens den anden kamp spilles i Auckland på New Zealand.
Anis Slimane
Slimane er endnu engang udtaget til det tunesiske landshold. Tuneserne skal møde henholdsvis Comorene og Brasilien i to venskabskampe, som forberedelse frem mod VM-slutrunden senere på året.
Kampene spilles henholdsvis 22. september og 27. september.
Mads Hermansen og Mathias Kvistgaarden (U21)
De to tidligere Brøndby Masterclass-spillere er udtaget til U21-landsholdets yderst vigtige playoff-kampe mod Kroatien om en billet til U21 EM i 2023. Den samlede vinder over de to opgør sikrer sig deltagelse.
Kroatien - Danmark
Fredag 23. september kl. 18:00
Danmark - Kroatien
Tirsdag 27. september. kl. 18:00
Sebastian Sebulonsen og Henrik Heggheim (U21)
I foråret kvalificerede det norske U21-landshold sig til U21 EM og fik godt med spilletid, og til denne samling møder nordmændene Spanien i en venskabskamp.
Kampen mod Spanien spilles 27. september.
Oscar Schwartau (U17) og Bertram Kvist (U18)
Den unge offensivspiller skal en tur til Østrig med U17-landsholdet, som møder værtslandet over to kampe.
Det danske U18-landshold spiller en mini-turnering i Lund i Sverige, og her har den nye træner Claus Nørgaard fundet plads til hele fem spillere fra Brøndby IF.
Bertram Kvist fra Superliga-truppen er sammen med Ludwig Vraa-Jensen, Malek Bakhit, Mateo Grosso og Noah Nartey fra U19 i Brøndby Masterclass udtaget til truppen.