Jan Bech: Mit hjerte banker for Brøndby IF
19.09.2022 12:29
I dag har Brøndby IF meddelt fondsbørsen, at man er i fortsat dialog med potentielle investorer om et salg af aktier.
Hovedaktionær Jan Bech Andersen fortæller her om bevæggrundene for dialogen med potentielle investorer.
- Jeg har holdt med Brøndby IF i hele mit liv. Så da jeg i 2013 havde midlerne og fik muligheden for at støtte klubben, der var i en trængt situation, så trådte jeg til. Fordi jeg kunne, og fordi jeg ville. For Brøndby IF er min hjerteklub. Og her i dag, ni år senere, banker mit hjerte stadig gult og blåt, måske endda endnu mere efter alt det, vi har været igennem sammen af op- og nedture.
- Men som jeg har sagt mange gange før, så har klubben brug for mere end bare mig. Brøndby IF skal have et bredere og stærkere fundament at stå på, hvis vi skal være konkurrencedygtige. Og det skal vi. Brøndby IF hører hjemme i toppen af dansk fodbold, og vi skal igen række ud efter de bedste placeringer og europæisk gruppespil. Derfor har jeg over de sidste par år haft snakke og drøftelser med potentielle partnere, men som jeg også har sagt til de aktive fans på vores møder, så er det på klubbens præmisser, man som potentiel partner kommer ind i klubben og ikke omvendt. Vores kultur og værdier er ikke til forhandling.
- Helt konkret har det betydet, at jeg blandt andet har takket nej til at indgå i dialog med visse potentielle partnere, da det har været helt tydeligt for mig, at der ikke har været en interesse for os som klub og det fællesskab, vi repræsenterer, men man udelukkende har set os som et investeringsobjekt. Og nej, det betyder på ingen måde, at man skal have blåt og gult blod i årene for at komme ind i klubben, men man skal have respekt og forståelse for vores historie og kulturen i klubben. Hvis der ikke er det, så giver det ikke mening for nogle af parterne at have en dialog.
- Det betyder også, at de dialoger, jeg fortsat har med potentielle partnere, er med mennesker, som er fuldstændig indforstået med Brøndby IF og vores kultur, og som på den baggrund ønsker at skabe et stærkere Brøndby IF. Sammen med mig. Sammen med os. Ikke ved at kopiere andre, men ved at være tro mod vores DNA og arv. Det er vigtigt for mig, og jeg ved, det er vigtigt for jer, der også har Brøndby i blodet.