Gammelby om retur: Utrolig glad for at være i Brøndby igen
16.09.2022 11:40
Han er startet inde i de sidste to opgør og har allerede haft tredjesidste fod på et par mål. I januar blev Gammelby udlejet til polske Miedz Legnica, og i sommerens transfervindue blev han hentet tilbage fra sin lejeaftale.
Jens Martin Gammelby er tilbage på Vestegnen, og han har bestemt været glad for sin start.
- Det har været helt perfekt for mig med så meget spilletid fra start. Jeg har følt mig godt tilpas og kommer også med en solid kampform i forvejen, så det har ikke været noget problem fysisk for mig at gå ind og spille. Det har været helt perfekt for mig, og jeg er utrolig glad for at spille for Brøndby igen, fortæller Gammelby, som fortæller, hvad lejeopholdet i polske Miedz Legnica gav ham.
- Det gav mig en masse kampe, og jeg spillede også en masse kampe til at starte med i den anden bedste polske række. De kampe, jeg fik her til sidst, var i den bedste polske liga - og det er en fed liga, som faktisk er lidt undervurderet. De klarer sig ikke godt europæisk, men de har bare vildt mange dygtige tekniske spillere på holdene dernede.
13 timer i bil fra Polen, og så direkte ind og spille kamp
Jens Martin Gammelby blev hentet tilbage i de sidste dage af transfervinduet, og han kan uden tøven skrive under på, at han havde nogle hektiske sidste dage af vinduet. Han fortæller her om forløbet:
- Vi havde en dialog med Brøndby, og så skete det egentlig faktisk på den sidste dag, at jeg kunne blive kaldt hjem, i forhold til den option der var. Så det var på den dag, jeg fik at vide, at jeg skulle vende retur og slutte lejeopholdet. Så der var det jo bare at pakke min bolig ned, og så var det bare afsted mod Danmark.
- Så jeg havde lige 13 timer i bil fra Polen, og så var det direkte ind og spille kamp, men det var utrolig fedt og en fantastisk oplevelse at komme tilbage.
Nemt at falde til
Siden han forlod Brøndby i januar måned, har der været nogle nye ansigter nede i omklædningen, men den 27-årige højreback har haft meget nemt ved at falde til på holdet igen.
- Det har været super nemt, for jeg jo kender alle fra staben og stort set hele spillertruppen i forvejen. Og så har jeg jo snakket med dem og holdt kontakt med dem løbende. Så det er jo ikke, fordi det er nyt for mig at komme tilbage, siger han og sætter ord på det omklædningsrum, han er vendt tilbage til.
- Det er et mega fedt omklædningsrum at komme tilbage til. Der er selvfølgelig nogle resultater, som ikke har været super gode, men det er en fed trup at være en del af, fordi vi har så god kemi med hinanden. Så det har været mega nemt at komme ind.
- Jeg tænker også, at det for nye spillere har været nemt at komme ind. Det virker også på de nye spillere som Wass, Ohi og Vallys, som om de er faldet rigtig godt tilrette, og det er jo vigtigt for truppen.
Forventer en svær kamp i Viborg
Søndag gælder det Viborg FF i 3F Superligaen, og højrebacken forventer en svær kamp mod et stærkt hjemmehold.
- Det bliver en hård kamp, for de har gjort det godt og været helt utroligt dygtige i den her sæson indtil videre. Så det bliver en meget svær kamp, og de har fået fem sejre ud af fem hjemmekampe, så det er en svær udebane at komme til.
- Vi ved, de har nogle fysisk stærke angribere, som er hurtige, og dem skal vi selvfølgelig være opmærksomme på, slutter Gammelby.
Du kan se kampen direkte på 6'eren eller Discovery+ med kampstart kl. 16:00.