Brøndby IF henter Nicolai Vallys
31.08.2022 20:00
Brøndby IF og Nicolai Vallys har her til aften indgået en 4-årig aftale. Den 25-årige offensiv spiller skifter dermed Silkeborg ud med Vestegnen, hvor han fremadrettet vil optræde i trøje nummer 7. Fodbolddirektør Carsten V. Jensen fortæller om skiftet.
- Nicolai Vallys har udviklet sig til en af Superligaens største profiler, så vi er meget tilfredse med, at vi her til aften har indgået en længevarende aftale med Nicolai. Nicolai er lidt en 'late bloomer', der med sine ideer og blik for spillet ser ud til at have fundet sig til rette i toppen af dansk fodbold. Med Vallys får vi en spiller på vej mod sin bedste fodboldalder, og vi glæder os meget over at have ham med ombord i Brøndby IF.
Selv siger Nicolai Vallys om sit skifte til Brøndby IF.
- Jeg vil først og fremmest takke alle i Silkeborg IF for en fantastisk tid, hvor jeg igennem de seneste tre år har udviklet mig selv og mit spil sammen med nogle fantastiske holdkammerater og fremragende trænere. Jeg er parat til de opgaver og det ansvar, der venter i Brøndby IF. Jeg skal bidrage på og udenfor banen, og det glæder jeg mig meget til. Og nej, jeg har ikke stået på Sydsiden som barn, nærmest tværtimod, men jeg er en voksen mand, og skiftet til Brøndby IF er et kæmpe skridt i min karriere. Et skridt, jeg er utrolig stolt af, og en mulighed jeg er ydmyg over at få.
Nicolai Vallys får trøje nummer 7 og har allerede i morgen første dag på træningsbanen med sine nye holdkammerater.