Uafgjort mod Lyngby BK

02.10.2022 16:07

Søndag eftermiddag endte det med tredje uafgjorte på stribe, da gæsterne fra Lyngby sent i opgøret kunne udligne til slutresultatet 3-3. 

Kampen startede lige så ærgerligt som den sluttede, idet udeholdet scorede allerede efter blot otte minutters spil. Trods det stod 0-1 på tavlen, blev gæsterne fra Lyngby tvunget længere tilbage på banen og stå, hvilket gav et par muligheder for Brøndby-offensiven.

Først Vallys med et hovedstød fra bagrummet i gæsternes felt, og kort efter kunne Slimane smide bolden i kassen og dermed udligne til 1-1.

Blot to minutter efter var det Vallys’ tur til for alvor at stemple ind i opgøret, da han fik en lang bold i dybden serveret fra Radosevic, og som Vallys eksekverede til en føring på 2-1. 

Dermed var opgøret vendt helt på hovedet, da mandskaberne gik til pause. 

Føringen holdt et kvarter af anden halvleg, inden Lyngby efter 60 minutters spil kom tilbage i kampen efter et skud ude fra feltet, som sejlede over i hjørnet af målet til stillingen 2-2. 

Hektiske slutminutter
Et kvarter senere stak de blågule spillere afsted i en smuk omstilling, der endte for fødderne af Schwartau, der sparkede endnu et føringsmål i kassen. Desværre var det ikke nok til tre point. Gæsterne kunne nemlig i næstsidste spilminut af den ordinære tid lægge bolden i kassen efter et hjørnespark til stillingen 3-3.

Selvom mulighederne for tre point opstod i den dybe overtid, så blev der ikke scoret mere. Dermed var den tredje pointdeling på stribe en realitet.