Palmå: En aftale med hjertet og hjernen

28.10.2022 10:16

Det er netop blevet offentliggjort til fondsbørsen, at Brøndby IF’s bestyrelse samt bestyrelsesformand og hovedaktionær Jan Bech Andersen har modtaget et frivilligt offentligt købstilbud fra Global Football Holdings ( GFH, red.), som konkret betyder, at GFH efter afsluttet købstilbudsproces vil indtræde som majoritetsaktionær i klubben, og Jan Bech Andersen vil fortsætte som bestyrelsesformand i klubben som næststørste aktionær.

For administrerende direktør Ole Palmå er det en historisk dag.

- Brøndby IF er en klub med en historie fyldt med udvikling, mod og passion. Dagen i dag er endnu en historisk dag for klubben. Men jeg vil faktisk gerne starte med at sende en stor tak til Jan, for vi var ikke, hvor vi er i dag, hvis det ikke havde været for Jan og hans kæmpe engagement i klubben. Det glæder mig derfor meget, at Jan fortsætter som bestyrelsesformand, og at man I aftalen med GFH kan se, at den er lavet med hjertet og hjernen det rette sted.

- For mit eget vedkommende, så kan jeg kun sige, at den ånd jeg har oplevet i møderne mellem os og GFH, har været utrolig positiv. Jeg har oplevet fuld opbakning til vores strategi, og det er den selvsamme strategi, som vi nu får muligheden for at sætte yderligere strøm til.

- Vi ser os selv som et af dansk fodbolds lokomotiver på såvel den sportslige side som den kommercielle, og derfor giver det en kæmpe motivation at vide, at vi over de kommende år nu får muligheden for at løfte klubben til næste niveau. Det gælder også på kvindesiden, hvor vi sammen med GFH vil søge et endnu tættere samarbejde og et løft.

- Vi har igennem de seneste år udviklet klubben, så vi i dag har et stærkt fundament, som vi kan være stolte af. Vi har investeret massivt i blandt andet etableringen af Fanzonen, Ebbe Skovdahl Fan Loungen og Familie Loungen, hvor vi sammen med fansene er lykkedes med at skabe nogle af de bedste fan-faciliteter, der findes i Europa i dag. Nu skal vi så tage næste skridt og gøre den samlede oplevelse endnu bedre for vores fans og mange partnere.

- Blandt de initiativer vi allerede har drøftet, så står en opgradering af vores Vilfort- og Roma-lounger højt på agendaen, så de bliver løftet i stil og kvalitet, og så vil der komme en forbedring af den samlede lyd- og billedeoplevelse på stadion. Derudover er det en prioritet for os at investere i vores dygtige medarbejdere, og her kigger vi blandt andet på at modernisere administrationens faciliteter.

- Bestyrelsen og jeg har længe haft et strategisk ønske om en få en grønnere profil som klub, og det får vi nu muligheden for at sætte i gang. I første omgang vil vi arbejde på at få etableret solceller og vindturbiner på Brøndby Stadion, og bygninger som vil kunne dække, hvad der svarer til vores energiforbrug på vores kampdage i løbet af et kalenderår.

- Igennem de seneste måneder har der blandt fans og medier været mange diskussioner om værdier og DNA i forhold til et potentielt ejerskifte i Brøndby IF. De diskussioner og forskellige holdninger har alle bidraget til at skabe værdi i processen. Når vi står her i dag, så er jeg utrolig stolt over at være en del af en klub, der betyder så meget for så mange, og det er naturligvis noget, vi tager med os på arbejde hver dag. Jeg kender ingen anden klub, hvor fansene og partnerne spiller så stor en rolle som i Brøndby IF. Det vil det også gøre fremadrettet, for den gode fankultur og vores stærke partnernetværk er det, der binder os sammen. Det er i klubbens og Vestegnens DNA, og det er vi stolte af. Ligesom spillerne går på banen for at vinde hver gang, så går jeg og mine kollegaer i klubben på arbejde for at tage bedst mulig vare på vores klub. Det har jeg gjort i snart i alt 13 år for klubben, og det vil jeg også gøre i morgen, og det glæder jeg mig i den grad til.