Nyt indgangssystem skal forbedre service og sikkerhed på Brøndby Stadion
14.10.2022 12:21
I forbindelse med Derby på søndag, hvor FC København gæster Brøndby Stadion, vil man opleve, at der vil være en ændring af indgangene til kampen.
Det sker, da vi i øjeblikket tester et nyt indgangssystem, der bliver taget i brug første gang på søndag. Det sker for at højne brugeroplevelsen samtidig med, at vi forbedrer sikkerheden i forbindelse med adgang til stadion.
- Vi har igennem det seneste år arbejdet på, hvordan vi kunne optimere vores indgangspartier, så vi kunne sikre, at vores gæster får den bedst mulige oplevelse, når de kommer til stadion. De nye sluser er således sidste del af en lang proces, der skal sikre et langt bedre flow samtidig med, at vi optimerer vores i forvejen høje sikkerhedsniveau, udtaler Sikkerhedschef Mickel Lauritsen.
Der er i første omgang tale om en test ved indgangene til Fanzonen og Sydsiden, der skal prøves af til efterårets tre sidste hjemmekampe mod hhv. FC København, AaB og Viborg FF, som man så vil evaluere på efterfølgende.
- Vi har hele tiden fokus på, hvordan vi kan forbedre oplevelsen på Brøndby Stadion. Til Derby på søndag, hvor der er udsolgt, kommer der tryk på vores indgangspartier, så vi ser det som den perfekte belastningstest af det nye system. Vi vil opfordre vores fans til at komme i god tid, så man kan vænne sig til de nye sluser og indgangspartier, lyder opfordringen fra Sikkerhedschefen.
De nye indgangspartier fungerer ved, at fans vil komme igennem et individuelt slusesystem, hvilket giver et langt bedre flow samtidig med, at det giver personalet i indgangspartierne bedre arbejdsforhold, da det ikke vil være muligt for store grupper at komme frem til indgangene samlet og lægge pres på systemerne.