
Niels Frederiksen: Drengene lægger sig ikke ned
23.10.2022 19:24
Søndag aften endte det uafgjort mod AGF, efter vi af to omgange kom tilbage i opgøret, der endte 2-2. Efter kampen var det en cheftræner, der havde set to vidt forskellige halvlege fra sit mandskab, hvor tingene i langt højere grad lykkedes efter pausen.
- Jeg synes, vi spiller en rigtig fin anden halvleg, og vi skaber også det, der skal til, for at vinde kampen. Man kan sige, at vi har hver vores halvleg. Vi kunne se, at hver gang vi fik skruet op for tempoet og intensiteten, så havde AGF problemer. De problemer gav vi dem heldigvis noget mere efter pausen.
- Vi viser et godt udtryk efter pausen, og det er vigtigt. I dag lægger drengene sig ikke ned på banen, på trods vi kommer bagud. I stedet viser de god moral og kommer tilbage.